UGE 8
HOP TIL SIDSTE NYE
16. juli
Godmorgen klokken 4.18 til otte glade hvalpe, der vil kæle og bide i tæer, hår og gerne en næse, hvis de kan komme til det. Godmorgen til otte dejlige hvalpe, der skynder sig ud for at tisse - og SÅ skal der tumles og leges. Efter en times tid falder de til ro rundt omkring.
Yndlingslegetøj er der en del af - min gamle gule sko er fx god. Den blev til hundesko sidste år :o) Sandkassen er igen interessant. Her bliver gravet og gravet. Men tunnel, boldbassin og gynge er stadig foretrukne legesteder - udover selvfølgelig græsplænen og bedene.
Nu har vi resultaterne for alle de fem hvalpe, der blev røntgenfotograferet i sidste uge. Midt i glæden over otte A-hofter og 0 i AD hos alle fem fik jeg lidt af et chok. Barko har, iflg. DKK, en E-hofte. Dyrlægen, der lavede undersøgelserne, sagde "ingen dårlige hofter", da alle var undersøgt. En E-hofte er virkelig dårlig. Jeg har talt med Christian, der har Barko. Han ser ingen tegn på dårlig hofte - og med Frihedens dyreklinik, hvor jeg fik at vide, at hvis hunden ligger en lille bitte smule skævt, kan det udløse en E-vurdering.  Jeg HÅBER, det er dét, men ved jo også, at de sundeste hunde "i 17 led" kan få en hvalp, der har en fejl. Vi vil få taget et nyt røntgenbillede.
I morgen satser jeg på portrætfotos :o)
17.juli
Billeder kommer senere - eller i morgen. Vi har gæster :o)
18. juli
Så skete det. Der kom en dag uden billeder. Fire døgn med for lidt søvn og fuld fart på med flytning (for min mor) og gæster bankede mig ned i går :o) I nat har jeg sovet. Henrik tog vagten helt til klokken otte. FEDT. Nu er jeg klar til gæster igen om et par timer. Charlies og Chivas' kommende familier kommer - og Dusty kommer sørme også med familie.
I går havde vi sen frokost med vennerne. Der blev sagt "de er bare så SØØØØØØØØØDE" et par tusind gange :o) Og jeg bliver selvfølgelig meget varm om hjertet, når et udsøgt kattemenneske siger: "Jeg bryder mig normalt ikke om hunde - men LINA!!! - og Kela ER da noget af det smukkeste".
I forgårs fik nogle af hvalpene den første nærkontakt med Sulejma, som de fandt vildt interessant. Caisa fik en blød pote, da hun forsøgte at komme helt op til missen. Hvalpene fik også smagt majs. De fik et par afgnavede kolber, som de styrtede rundt i haven med.


Seks hvalpe - én majskolbe

Celina

Charlie

Chili

Caisa

Cæsar

Cenja

Celia

Chivas
19. juli
I går kiggede dejlige Dusty forbi. Desværre bryder han sig ikke synderligt om hvalpebørn, efter at et af hans egne engang bed ham i de ædlere dele. Så hvalpene fik altså ikke nærkontakt med deres far - men de fandt ham vældig spændende på afstand. Karin, Leif, Birgit og Walther var også på besøg og fik hilst på både Dusty og deres egne samt andres hvalpe. Lina og Kela blev som sædvanlig forkælet med godbidder. Det gjorde de også i dag, da Olivers kom forbi med hvalpemad og hvalpepakker til jer, der skal have C-kuldet. Chaufføren var (selvfølgelig) meget betaget af de små, hvilket udløste ekstra lækkerier til de store. Jeg har også prøvet at få nogle hvalpepakker fra Royal Canin - men deres opdrætterside kan jeg simpelthen ikke finde ud af :o)
I dag har fire af de små så været på deres første tur i snor. Først kom Celina og Cæsar ud med Lina og Kela. Siden var det Chili og Caisas tur. Det gik helt fint - omend laaaangsomt, syntes Lina og Kela :o) De to store kunne heller ikke helt forstå, at turene var så korte. Selerne er lidt for store endnu, men vil sandsynligvis passe, når hvalpene flytter hjemme-
fra. I morgen skal de sidste fire på "fortovstur". Onsdag regner vi med at tage alle i skoven.
I morgen er det også dyrlægedag. Alle skal chippes, vaccineres og sundhedstjekkes. Det bliver spændende - både at få dem tjekket og at se, hvordan de klarer hurlumhejet.
20. juli
Så kom vi frem til dyrlægedagen. Vi lagde ud med at få alle hunde indendørs. Så skulle der seler og snore på fire, som derefter skulle ud i bilen - Cenja, Cæsar, Celina og Chivas var på hold 1. De tog køreturen til Birkerød fint - enkelte brokkede sig dog lidt. Vel inde på klinikken - og efter mange beundrende ord fra personalet - kom der mere gang i stemmerne. Hvalpene var frimodige og ikke spor bange for hverken at være der eller for dyrlægen. De kedede sig bare og SVEDTE. Kors, hvor var der hedt. En efter en kom de op på briksen, blev undersøgt, vaccineret og chippet. Undersøgelserne gad de ikke. Især pigerne gad ikke - men alle ville gerne slikke dyrlægen på næsen. De to stik tog de med ophøjet ro. Så var det ud i bilen igen og hjem efter de næste fire. Cæsar fortalte meget højlydt, at nu ville han faktisk gerne hjem. Stakkels Henrik, der har tinitus, havde Cæsars brokkeri lige i øret. 
Hold 2, Celia, Charlie, Caisa og Chili, tog bilturen helt fredeligt - dvs. Chalie havde lige lidt at sige. Igen var frimodigheden i højsædet, da de kom ind på klinikken. De ville også gerne hilse på dyrlægen - der ROSTE dette kuld hvalpe i høje toner: Rolige, harmoniske, velbyggede, sociale, god flokadfærd etc. Jeg fortalte, at eurasiere iflg. racebeskrivelsen er forbeholdne overfor fremmede. "Det er disse da vist ikke", sagde hun. Hold 2 var, bortset fra en vis Charlie, udsøgt fredelige under hele seancen. Charlie KEDEDE sig :o) Caisa og Chili kom med et lille bitte piv, da de blev chippet. Det var alt. Og mht. sundheden: Helt i top hos alle, bortset fra en, forhåbentlig, "midlertidig" fejl hos Charlie. Kun en sten er faldet ned i pungen. Heldigvis sagde dyrlægen, at der er gode chancer for, at den anden er faldet ned, når han skal revaccineres om en måned.
Der var stor glæde hos alle hunde, da vi kom hjem med hold 2 - og så stor glæde hos Lina, at hun fluks gav sin godbid (en Big beef bite) til børnene. 

Cenja 5,1 kg

Cæsar 6,6 kg

Celina - 5,1 kg

Chivas 6,3 kg

Celia 5,4 kg

Charlie - 5,8 kg

Caisa 5,7 kg

Chili 5,8 kg

Oplevelserne og varmen kan godt gøre små hvalpe trætte.


Vi får foderprøver med til hvalpekøberne.

DEJLIGT at være hjemme igen.
21. juli
Fra dyrlægedag til skovtursdag. Tro endelig ikke, at vi fiser den af her på Drosselvangen :o) Bare det at få otte hvalpe ind og ud af en bil er lidt af et kunststykke. Men bortset fra det gik skovturen super fint. Rie, der har Leiko fra A-kuldet og bor i Farum, ringede og spurgte, hvornår vi havde tænkt os at afvikle skovturen. Så ville hun og Leiko nemlig også komme. Det var dejligt at have en hjælper - selv om Leiko ikke var helt tryg ved hvalpebanden. Cæsar fandt fx ud af, at han slet ikke gad se den der skov, så han vendte om. Rie og jeg holdt så øje med de syv, mens Henrik tog Cæsar med. Alle hvalpe fandt både søen og skoven meeeeget spændende. Der var også en interessant fremmed hund og nogle cyklister. Vi talte ustandselig til otte :o) Tilbage på parkeringspladsen kom en sort chow. Den skulle også lige forfølges, så Henrik og Rie tog sig af at sætte hvalpe i bilen, mens jeg fangede de nysgerrige. Lina og Kela var forudgående sat i min bil, fordi det ville være svært at holde dem inde, mens vi fik hvalpene på plads.
Vi tager nok endnu en skovtur om et par dage eller tre (Rie :o)), for som ejeren af chow'en sagde: "Det er sgu da prægning, der vil noget". Jo mere vi kan forberede hvalpene til den store verden, jo bedre.
Nu ligger alle de små og sover ovenpå en meget spændende oplevelse. Henrik er i gang med at klippe en film fra skovturen.
- Og om en uge skal vi aflevere den første hvalp. Det er godt nok en mærkelig tanke - og ALT for tidligt :o)

Sandkassen bliver brugt mere og mere.


Aftenstund.

Mere aftenstund - og hvilken rodet have :o) 

Vi laver fortrop og bagtrop.

Her er vidunderligt køligt ved søen.

"Hvorfor er der bølger i den dér store vandskål?"

Leiko, Rie og nogle af de små.
22. juli
Henrik klippede filmen færdig i går aftes. Den får I lige HER.
Der kommer billeder senere. Lige nu sover alle undtagen de to avishvalpe :o)
Senere torsdag
I dag har vi haft besøg af Heidi, Marie og Maries kusine (æv, jeg har glemt hendes navn :o)). De medbragte en stor pose godbidder til både små og store hunde. Heidi spurgte til de der legeting, hvor man gemmer godbidder. Dem havde vi glemt at få frem. Nu ER de kommet frem, og hvalpene finder dem faktisk ganske fornøjelige. Chalie og Cenja fandt den røde "bold" (se billede) så interessant, at det kom til ihærdigt mundhuggeri om, HVEM der skulle have den. Det lød fuldstændig som "jeg så den først" - "nej, DET gjorde du ikke. JEG så den først" osv osv. C-banden slås ikke som fx nogle af hannerne fra A- og B-kuldet kunne finde på, men de er gode til at skændes i al (højlydt) fredsommelighed. For et øjeblik siden lå der tre hvalpe under spisebordet i køkkenet og diskuterede et eller andet med ivrige vyfff og babyknurren. Da jeg spurgte, hvad diskussio- nen handlede om, sagde de "ik' noget" og løb ud i haven :o)
Om en times tid får vi besøg af Per og Indi. Sidstnævnte er en smuk og dejlig boardercollie - en af Linas og Kelas gode venner fra engen.Vi skal jo gerne lige have lidt mere prægning med fremmede hunde.

Charlie og Cenja skændes om den røde tingest.

Caisa har sandkassen for sig selv et øjeblik.

Cæsar opdager, at der sker et eller andet spændende.

Chivas og Celia hygger sig.

Celina har valgt de kølige fliser som sovested.

Lina og Kela er gået i skoven. Snyd, synes Chili.
VIDERE TIL UGE 9
TILBAGE TIL FORSIDENTILBAGE TIL HVALPE OG INFO