En fortælling om en eurasier og hendes mennesker
Og det skete i de dage - engang i slutningen af 2004 - at jeg besluttede mig til at få hund. Egentlig er jeg kattemenneske og havde da også tre af slagsen. Men jeg stod for at skulle flytte til Hundested, og det indebærer vel, at man har en hund! (OK. Jeg havde meeeeget lyst til at få mig en hund :o))
Hvilken race skulle jeg nu vælge? Da pletvis dovenskab er en af mine dyder, måtte det ikke være en ALT for motionskrævende hund. Dermed var fx en boardercollie (som jeg ellers havde et godt øje til) dømt ude. Jeg ville helst have en hund med lidt bamsepels. Dermed var alle korthårshunde dømt ude. Dertil ville jeg gerne have en hund med en god portion selvstændighed samt manglende hang til at gø i timevis. Jeg ville også gerne have en særdeles smuk hund. Hvordan i alverden lige finde en race der matchede ALLE disse krav???
En dag havde jeg datteren min i telefonen. Vi sad med hver vores computer tændt og kiggede på Dansk Kennelklubs opdrætterliste. Pludselig sagde datteren: "HER er din hund mor!" Cecilie havde fundet en eurasier. Ingen af os havde hørt om denne race før. Det kom vi til.
Nu gik jeg i gang med at
ringe til opdrættere af eurasier - skulle finde én, der havde hvalpe der kunne flytte hjemmefra omkring
maj/juni 2005. Det blev til en masse hundesnak med forskellige
fantastisk søde og hjæpsomme kennelejere. Efter nogen søgen fandt jeg
Kennel Milaikas og Rikke. Hendes ene eurasier, Laika, ventede
hvalpe i starten af april.
Lina og hendes seks søskende blev født den 1. april. Jeg besøgte hende i Gedser cirka 14 dage efter - og endnu en gang da hun var omkring 6 uger. Hun var selvfølgelig helt og aldeles vidunderlig.
Den 8. juni - på Cecilies fødselsdag - kørte min yngste søn, Sebastian, og jeg til Gedser for at hente hende. Jeg fik tusind gode og uvurderlige råd af Rikke. Som amatør på hundeområdet havde jeg virkelig brug for dem. Siden fik jeg mange flere pr. mail. Jeg var (og er) vist temmelig pylret. Fx var jeg bange for om min stakkels Lina faktisk havde en frygtelig hudsygdom. Hendes lille stykke bare mave var HELT tørt at føle på. "Normalt", skrev Rikke, "smør hende eventuelt med uparfumeret lotion". Den lille Milaikas Catalina elskede at blive smurt med lotion.
Lina og hendes seks søskende blev født den 1. april. Jeg besøgte hende i Gedser cirka 14 dage efter - og endnu en gang da hun var omkring 6 uger. Hun var selvfølgelig helt og aldeles vidunderlig.
Den 8. juni - på Cecilies fødselsdag - kørte min yngste søn, Sebastian, og jeg til Gedser for at hente hende. Jeg fik tusind gode og uvurderlige råd af Rikke. Som amatør på hundeområdet havde jeg virkelig brug for dem. Siden fik jeg mange flere pr. mail. Jeg var (og er) vist temmelig pylret. Fx var jeg bange for om min stakkels Lina faktisk havde en frygtelig hudsygdom. Hendes lille stykke bare mave var HELT tørt at føle på. "Normalt", skrev Rikke, "smør hende eventuelt med uparfumeret lotion". Den lille Milaikas Catalina elskede at blive smurt med lotion.
Den første nat Lina var flyttet fra sin mor, sov jeg ved siden af hendes seng på en madras. Det gjorde jeg iøvrigt også den anden og tredje nat. Hun var jo så lille og et helt fremmed sted og og og. Men faktisk følte hun sig hjemme lynhurtigt. Hun fik legetøj og griseører samt et par katte, hun kunne prøve kræfter med.
Efter 14 dage skulle vi flytte, Lina og jeg. En flyttebil blev pakket og vi drog afsted. Kattene skulle følge efter senere. Inden flytning havde jeg tilmeldt os et hvalpemotivationskursus i Hundested. "Er du KLAR over, hvilken hund du får?" spurgte hundetræneren med en god portion myndighed i stemmen og fortsatte: "Eurasiere er MEGET selvstændige og slet ikke nemme at opdrage". Tilgiv mit ordvalg men - sikken noget pis!!!! Lina har været noget af det sødeste og nemmeste at opdrage. Fra første dag på kurset kunne hun alt det, vi forventedes at skulle lære. Ja lige med undtagelse af at apportere. Den slags gider hun ikke. Måske gider hun gerne rende hen til en ting, jeg kaster. Men komme og aflevere den? Nix! "Hvis du gerne vil have den pind, hvorfor kaster du den så væk?" synes hun at sige.
Men Lina kommer, når man kalder, sætter sig når hun bliver bedt om det, standser og bliver siddende indtil hun får et "værsgo" og den slags, der er godt, når man ofte færdes uden snor - faktisk bruger vi ret sjældent snor. Vist sker det, at Lina finder nogle legekammerater i skoven og ikke lige har lyst til at gå videre. Så kigger hun skævt på mig med et "mener du VIRKELIG, at jeg skal komme absolut nu" blik. Når hun hører, at det mener jeg faktisk, kommer hun rendende.
Tilbage til historien:
Lina blev ansat som gårdhund på min skole. Det er en lille specialskole som, på det tidspunkt, havde femten elever. Hun elskede og elsker at være med på arbejde. Hendes rolige temperament gør, at hun, udover at være fantastisk nem at have med, fungerer som pædagogisk "medhjælp" på måder intet menneske kan. Hvis en dreng er meget larmende og urolig, trækker hun sig. "Hvorfor kan hun ikke lide mig?" kan han spørge. "Det er ikke fordi, hun ikke kan lide dig. Men hun er ikke så vild med råberi". Så falder drengen til ro og bliver jublende stolt, når hun lægger sig ved hans stol i en dansktime: "SE, hun kan lide mig". Måske har vi voksne sagt 100 gange "dæmp dig". Linas måde er bedre. I hendes bamsepels kan man også hviske alle de kærlige ord, man ikke tør sige højt.
Lina voksede sig hurtigt stor og kom i
teenagealderen. Hun fandt sig en legekammerat på vejen, Anton, som var en
smuk samojedespids. Det skete indimellem, at Lina gik på besøg hos ham
uden mig. Der var et par huller i havens indhegning. Heldigvis var området
fredeligt - men alligevel!!! Jeg måtte ud på vejen og kalde, og så kom hun
styrtende med et glad ansigt og logrende hale. Det nyttede ikke noget at
skælde ud - det ville jo være at skælde ud over at hun kom. Jeg prøvede at
gribe hende på fersk gerning i at smutte. Det lykkedes aldrig.
Efter ikke så mange måneder i Hundested, besluttede jeg, at denne ellers dejlige by, lå for langt væk fra alt muligt - fx mine børn, min mor, mine venner og siden min nye kæreste. Her er fx "børnene" :-)
Huset blev sat til salg og solgt på en uges tid. Så rykkede Lina, kattene og jeg tilbage til et lejet hus i Farum. Her var der heldigvis hegn om haven. Desværre ikke et særlig højt hegn. Lina skred jævnligt. Min nabo kom ind og påstod, at han havde set Lina rende efter heste. Det troede jeg nu ikke på. Lina er overhovedet ikke særlig begejstret for heste! Men jeg satte ekstra hegn op i lange, lange baner. Det tog vovsen mig slet ikke ilde op. Hun fandt bare et sted, hvor hun kunne kravle UNDER hegnet. Der var nemlig sådan en sød og sjov hundelegekammerat inde hos genboen. Måske havde det været ganske naturligt, om jeg var blevet møgirriteret på Lina. Det blev jeg egentlig ikke. Jeg forstod jo godt, hvorfor hun ville ud at opleve. Genboen var også sød til at ringe, når Lina skulle hentes. Efter en god måned i vores nye bolig, syntes vi, at vi trængte til at flytte. Så det gjorde vi.
Kæresten og jeg havde købt et hus sammen, så endnu en flyttebil blev bestilt. "Hvad med haven", spurgte kæresten, "den er jo helt åben?" Jeg besluttede, at Lina nu var færdig med at gå tur med sig selv. Og det var hun!!!! (OK. Stort set. Der var et par smuttere i starten) Nu klarer hun sig med vores daglige ture i skoven ved Farum sø. Her møder hun Joey, som også er eurasier, samt alle de andre store og små, søde og vrissende, dejlige hundevenner. Fra at være en forsigtig hund, der blev lidt utryg overfor dominerende hunde, er Lina nu blevet god til at spille bred. Der er lige to ting, der gør hende bange: Nytårsfyrværkeri og den dyrlæge, der klippede en negl så højt op, at blodet flød. Der er nemlig lige det med eurasiere - de har elefantastisk hukommelse - og de bærer nag :o)
Lina nærmer sig de tre år OG sin første parring.
Omkring november besluttede vi, at hun skulle have hvalpe. Vi gik, med Rikkes (Kennel Milaika) hjælp, i gang med at finde en passende hanhund - dvs. en hanhund med et godt temperament, sund og rask, smuk og ikke i tæt familie med Lina. Det viste sig IKKE at være helt ligetil. Vi drog til Sverige for at besøge en flot lys hanhund. Det viste sig, at han ikke var udstillet og dermed godkendt til avl. Vi fik flere navne og billeder. Nogle boede, efter vores mening, for langt væk. En var i familie med Lina. En var lidt for stor og én lidt for lille. Så besøgte vi Malik. Dejlig dejlig hund - som desværre også var lidt for tæt på Lina familiemæssigt. Endelig fandt vi frem til Nilo, som er smuk, god, passende i størrelse og IKKE i familie med frk. Lina. I næste uge er hun parat til parring.................
Isabelle - februar 2008
Hvis du faktisk orker at læse mere, fortsættes historien i SIDSTE NYT.
TILBAGE TIL FORSIDEN
Efter ikke så mange måneder i Hundested, besluttede jeg, at denne ellers dejlige by, lå for langt væk fra alt muligt - fx mine børn, min mor, mine venner og siden min nye kæreste. Her er fx "børnene" :-)
Huset blev sat til salg og solgt på en uges tid. Så rykkede Lina, kattene og jeg tilbage til et lejet hus i Farum. Her var der heldigvis hegn om haven. Desværre ikke et særlig højt hegn. Lina skred jævnligt. Min nabo kom ind og påstod, at han havde set Lina rende efter heste. Det troede jeg nu ikke på. Lina er overhovedet ikke særlig begejstret for heste! Men jeg satte ekstra hegn op i lange, lange baner. Det tog vovsen mig slet ikke ilde op. Hun fandt bare et sted, hvor hun kunne kravle UNDER hegnet. Der var nemlig sådan en sød og sjov hundelegekammerat inde hos genboen. Måske havde det været ganske naturligt, om jeg var blevet møgirriteret på Lina. Det blev jeg egentlig ikke. Jeg forstod jo godt, hvorfor hun ville ud at opleve. Genboen var også sød til at ringe, når Lina skulle hentes. Efter en god måned i vores nye bolig, syntes vi, at vi trængte til at flytte. Så det gjorde vi.
Kæresten og jeg havde købt et hus sammen, så endnu en flyttebil blev bestilt. "Hvad med haven", spurgte kæresten, "den er jo helt åben?" Jeg besluttede, at Lina nu var færdig med at gå tur med sig selv. Og det var hun!!!! (OK. Stort set. Der var et par smuttere i starten) Nu klarer hun sig med vores daglige ture i skoven ved Farum sø. Her møder hun Joey, som også er eurasier, samt alle de andre store og små, søde og vrissende, dejlige hundevenner. Fra at være en forsigtig hund, der blev lidt utryg overfor dominerende hunde, er Lina nu blevet god til at spille bred. Der er lige to ting, der gør hende bange: Nytårsfyrværkeri og den dyrlæge, der klippede en negl så højt op, at blodet flød. Der er nemlig lige det med eurasiere - de har elefantastisk hukommelse - og de bærer nag :o)
Lina nærmer sig de tre år OG sin første parring.
Omkring november besluttede vi, at hun skulle have hvalpe. Vi gik, med Rikkes (Kennel Milaika) hjælp, i gang med at finde en passende hanhund - dvs. en hanhund med et godt temperament, sund og rask, smuk og ikke i tæt familie med Lina. Det viste sig IKKE at være helt ligetil. Vi drog til Sverige for at besøge en flot lys hanhund. Det viste sig, at han ikke var udstillet og dermed godkendt til avl. Vi fik flere navne og billeder. Nogle boede, efter vores mening, for langt væk. En var i familie med Lina. En var lidt for stor og én lidt for lille. Så besøgte vi Malik. Dejlig dejlig hund - som desværre også var lidt for tæt på Lina familiemæssigt. Endelig fandt vi frem til Nilo, som er smuk, god, passende i størrelse og IKKE i familie med frk. Lina. I næste uge er hun parat til parring.................
Isabelle - februar 2008
Hvis du faktisk orker at læse mere, fortsættes historien i SIDSTE NYT.
TILBAGE TIL FORSIDEN