LIDT OM EURASIEREN

I begyndelsen af 1960'erne begyndte tyskeren, Julius Wipfel, at fremavle en ny spidshund. Udgangspunktet var chow-chow og wolfspitz (keeshond). Senere krydesedes samojeden ind, og eurasieren var skabt. I 1973 blev racen officielt godkendt af FCI. I 1982 kom den første eurasier til Danmark (Kennel Mabuh).
Eurasieren er en middelstor hund, der findes i adskillige farvenuancer spændende fra den meget lyse/cremefarvede til næsten helt sort.
Eurasieren er en langhårshund, der dog ikke kræver voldsomt meget pelspleje. De fleste eurasiere har delvis blå tunge. Dette stammer fra chow'en, som har helt blå tunge.
                                                                  
Generelt er racen en selvsikker og rolig hund med et dejligt temperement. Nogle kalder den en "kattehund" p.gr.af dens selvbevidsthed og selvstændighed. Overfor fremmede kan den være en smule forbeholden men absolut ikke ængstelig. Eurasieren bestemmer bare selv, hvem den vil krammes af og hvornår. Gæster behøver ikke at være bange for en savlende og tiggende hund i skødet. Dels savler eurasieren ikke, dels har den ikke brug for konstant opmærksomhed. Dette gør også, at man kan have sin eurasier med allevegne.
Hvis man vil have en hund, der gør ALT hvad man kunne finde på at bede den om, skal man ikke vælge en eurasier. De gider fx ikke nødvendigvis rende rundt efter pinde eller bære avisen hjem fra købmanden. Har man hang til hård opdragelse og timers træning af den samme øvelse, bør man nok også vælge en anden race. Men at eurasiere er svære at opdrage, som nogle siger, er noget udsøgt vrøvl. Giver man sin hund kærlighed og konsekvens, får man med lethed en fantastisk dejlig og, indenfor rimelighedens grænser, lydig, lærenem, kærlig og glad hund.
En eurasier er vagtsom uden at være voldsomt gøende - en absolut nabovenlig hund. Den trives fint med andre husdyr (se fx vores billeder). Det er en supergod familiehund, der knytter sig til alle medlemmer af familien og holder mest af, når "flokken" er samlet. Eurasieren har et moderat motionsbehov og kan godt klare en enkelt dag uden luftetur - især hvis der er en have, man kan ligge og nyde vejret i.
                                 
TILBAGE TIL FORSIDEN