Andet afsnit - spisevægring.

Basse er og har altid været kræsen. Dette gjorde han os opmærksom på fra første dag i familien.  
Vi lagde ud med at give ham Olivers, for det var han var vant til at få hjemme hos mor. DET gad han saftsuseme ikke spise …… mere. Vi slog det hen med, at han nok lige skulle vænne sig til det nye hjem og så’n. Men Basse holdt fast: nyt hjem, nye spisevaner! Jeg drønede ud i vores dyrehandel for at købe noget andet mad. Jeg har overhovedet ikke forstand på sådan noget, fortalte jeg. Basse skulle bare have det bedste af det bedste. Det mente ekspedienten måtte være Royal Kanin. Godt så  - glad hjem og fylde skålen. Den lille hund kom luntende til ”truget” men næh nej – ikke godt nok! Afsted igen, for ”drengen” skulle jo have noget at spise. Efter adskillige menuforslag godkendte han endelig følgende: En  udsøgt blanding af Royal Kanin, Origin og Chappy. Han spiste og alle var glade …. Men glæden varede ikke ved - pludselig spiste han ikke igen. Han ikke så meget som nærmede sig madskålen. Af uransalige årsager var det åbenbart med ét blevet meget farligt at nærme sig det sted i køkkenet, hvor hans madskåle stod. Det synes vi jo var noget underligt. Godt nok har han sære vaner og mærkelige tilbøjeligheder, men alligevel. Basses madskåle var sådan nogle stålskåle på et stativ, hvor man kan hæve skålene, så han ikke skulle bukke sig for at spise eller drikke. Vi brød vores hjerner med, hvad i alverden der kunne være sket, siden han under ingen omstændigheder ville i nærheden af disse skåle. Vi prøvede at flytte stativet - ja, faktisk er der ikke eet eneste rum i huset, hvor det ikke prøvede at stå. Det hjalp ikke. Jeg købte nye skåle, for måske var det stålskålene, han var blevet bange for. Er nogen helt klar over hvor mange skåle der findes – i alverdens farver og sågar former? Jeg er – og har mange, mange skåle på lager nu :o). Nå, men at skifte disse hjalp heller ikke. Min mand gik så vidt som til at ligge på alle fire og lade som om han spiste for at vise Basse, at det ikke var spor farligt. Det har jeg for resten lovet ikke at fortælle nogen. Så sig det endelig ikke videre. I øvrigt hjalp anskuelsesundervisningen desværre ikke. Hundens spisevægring var total. Så var det, at vi en dag havde noget oksemørbrad til overs fra aftensmaden. Basse sad, som han plejer, og sendte lange øjne til vores lækkerier. Min mand kastede nu et stykke kød over i madskålen. Basse gik, med raske skridt og oprejst pande, direkte hen og guffede maden i sig. Fedt, tænkte vi, nu har han overvundet skrækken. Næste dag var alt ved det gamle. Han nærmede sig ikke skålene. Igen fik vi noget steg/kød til aften, og igen prøvede vi at smide noget i hans skål….. som han gik hen og spiste. Dagen efter gentog scenen sig – madskålene var meeeget farlige, indtil der kom et lille stykke kød oven på hundemaden. Efterfølgende satte vi os ind i stuen og så tv. På et tidspunkt hørte vi, at Basse spiste – hundemad. Vi listede ud i køkkenet. I det sekund vovsen opdagede os, stoppede han med at spise og gik væk fra skålene - nærmede sig ikke igen, hvis vi var i nærheden. Endelig forstod vi, at han ”bare” foretrak vores mad og ønskede at gøre os tydeligt opmærksom på dette. Spisevægring?  Aldrig – kun en meget fast vilje.

I dag får han stadig tørfoder (i fantastiske sorte skåle fra Ikea til 6 kr. pr. stk.) , som han, når der ikke vanker mere af det ”gode”, modvilligt gnasker i sig. Får vi noget han ikke kan lide, kan vi godt finde på at krydre tørfoderet med en lille leverposteg (den franske naturligvis).
Hvad blev der så lige af alle skålene:

Stålskålene som kostede 200 kr. har min mand skruer i ude i værkstedet. De søøøøde lyseblå skåle med blomster på har jeg husløg i ude i haven. Dem med Pluto på har min datter hårspænder i, og de røde keramikskåle med små nuttede poter på  - ja, de er smidt ud, for dem synes min mand var liiige fimsede nok til en eurasier.

December 2010

Tredje afsnit - noget om at gå tur.

At gå tur med Basse er altid en oplevelse – og en forskellig oplevelse hver gang. Næsten.
Da han var hvalp, var det umådelig svært at gå tur. Ustandselig blev man antastet af folk, der var ved at dååååne over denne smukke, anderledes hund (eurasiere er ikke særlig kendte på Korsør
egnen). ”Hvad ER det dog for en race? nææh, iiih, åååh” og klappe, klappe, klappe. Det var da dejligt, at andre også syntes, at Basse var verdens smukkeste hund. Selv var han dog ikke altid lige begejstret for alle de mennesker, der stak lappen frem og klappede ham ovenpå hovedet. Den slags ved vi hundeejere jo udmærket, at vores hunde ikke bryder sig om. Andre ved det sjældent.
Efterhånden som Basse er blevet større, er folk stadig begejstrede, og nu er de helt sikre på, hvad det er for en race – fx en kæmpe chow eller en langhåret schæfer!
På vores gåture oplever Basse og jeg et hav af ting. Nogle af dem muligvis lidt farlige, synes Basse.
Det kan være et fødselsdagsflag ved en hoveddør, en metalplade på fortovet i forbindelse med vejarbejde, en flyvende pose eller en skraldespand, der står helt forkert. I disse situationer må Basse lige spørge mig til, om det er sikkert at passere farlighederne. Heldigvis har verdens stærkeste hund (det synes han nemlig selv) verdens modigste hundelufter med sig – hverken flag, metalplader eller andet i den kategori kan skræmme mig, og så er Basse helt med på at gå videre.
På vores ture passerer vi gerne et hus med to ”Nettohunde” – en sort og en hvid. Her kommer Basses drillegén op i ham. De små hunde pisker frem og tilbage langs hegnet i vild gøen, og Basse-drengen? Han sætter sig roligt midt på fortovet og nyder underholdningen med det mest provokerende glimt i øjet. Når vi har passeret de stakkels to hystader, lyder de virkelig til at have brug for en halspastil :o)
Som andre hanhunde bruger Basse det med at finde høje, højere, højeste steder at besørge. Indimellem er han ved at vælte for at få sin hilsen lagt så højt det er muligt. Underlig vane – men man skal selvfølgelig så ikke bukke sig så langt for at samle op. Nu jeg er ved det med at samle op: Jeg gør det altid, hvilket en del andre ikke gør. Dette får så diverse mennesker til at nedstirre min hund og mig på det groveste. En dag fór en djævel i mig, da endnu en – denne gang fra et stuevindue – stod demonstrativt og gloede på, at Basse fredsommeligt snusede til hendes haveafgrænsende sten. Jeg stillede mig op og gloede tilbage. Der stod vi så et stykke tid, indtil jeg resolut gik ind og ringede på døren for at spørge, om der var noget, hun ville fortælle mig med sin stirren. Historien endte i fred, fordragelighed og fuld enighed om, at NOGLE hundeejere er hensynsløse (fx dem, der vader ind i damens have og tramper på blomsterne), men hvorfor skal det så lige gå ud over uskyldige Basse (og mig), når han er ude for at læse dagens avis?
Basse har, fra hvalp, gået med sele og flexline. Det har fungeret upåklageligt bortset fra en enkelt ting: Basse trak – og trak. Jeg fik det gode råd fra vores opdrætter, at stå stille og spille kedelig, når vovsen trak. Når Basse tog kontakt, skulle jeg gå videre – men standse igen, hvis trækkeriet fortsatte. Det lød nemt og skulle prøves. På med sele og snor – ud på fortovet, hvor der straks blev trukket. Jeg stillede mig op og var kedelig. Efter 10-15 sekunder bemærkede jeg ud af øjenkrogen, at Basse også satte sig og kiggede op i skyerne. Der stod vi så omkring et minut – uden at Basse tog den mindste kontakt. Han hyggede sig tilsyneladende med at kigge på skyer. Vi gik videre, og samme scene udspillede sig flere gange. Hmmm. Dagen efter kørte jeg til dyrehandleren og købte et halsbånd – dejligt lyseblåt ét foret med pels. Basse har ikke trukket siden! 

August 2011

Fjerde afsnit - ”Dræberhunden”

Overskriften er måske lige lovlig dramatisk – men ikke desto mindre er det, hvad vores dejlige og udsøgt fredelige Basse blev en dag. Lad mig starte med begyndelsen på denne rædsomme dag i vores liv med Basse:

Min datter, Kiki, er på besøg hos en skoleveninde. Hun ringer hjem og spørger, om  jeg kan hente hende, veninden og Sally. De vil nemlig hjem til os at lege. Jeg spørger til, hvem Sally er – for hende har jeg ikke hørt om før. ”Det er et marsvin”, oplyses jeg om. Min første reaktion er ”Næh, nej, det går ikke”. Godt nok er Basse sådan cirka verdens kærligste og mindst jagthundeagtige hund, meeeen - han er stadig en hund (der er så nogle, der mener, at jeg glemmer det faktum engang imellem :o)) Datter og veninde er begge meget insisterende, og til sidst giver jeg mig - også fordi venindens mor mener, at pigerne sagtens kan klare såvel marsvin som Basse. Jeg formaner dem om, at Sally skal blive i buret, og at døren skal holdes lukket ind til Kikis værelse. Jeg formaner også Basse om, at vi nu får en særlig gæst :o)

Da jeg henter pigerne + Sally får jeg et mindre chok. Sidstnævnte er ikke i bur, men er placeret i en vasketøjskurv. Der kommer flere formaninger om lukkede døre, at hunde er hunde samt meget mere. Pigerne er med på det hele.

Basse møder os glad og MEGET interesseret (i vasketøjskurven) ved havelågen. Duften af Sally er rigtig spændende, synes Bassemanden. Pigerne går ind på værelset - og lukker døren. Jeg går i køkkenet, hvor min nabo i det samme dukker op. Hun har rørt hårfarve, for jeg har tidligere lovet at hjælpe med at farve hår. Sagt på en anden måde, bliver jeg lige her og nu distraheret i forhold til at have styr på børn, marsvin og Basse. Ud af øjenkrogen ser jeg, at Kiki løber gennem stuen skarpt forfulgt at veninden. De skal vist hente sig en sodavand. Fint nok. Jeg tager plastichandsker på og kører den første farvestreg i naboens hår. Så er det, at min søn råber ” Moooor, Basse har marsvinet i munden!!!”.

Jeg ved ikke om nogen kan forestille sig, hvordan man så lige får det. Min første reaktion er at stå stiv som en saltstøtte og tænke, at det simpelthen er løgn. Det kan ikke passe. Det kan bare IKKE passe! 1½ sekund efter drøner jeg ind på værelset og når lige at tænke på, hvor meget mon et marsvin fylder på væggen og gulvet – hvilket blodbad jeg skal ind til. Men da jeg når derind, ligger Sally stille og roligt – og helt intakt – på gulvet. Og Basse? Ja, han sidder (næsten) lige så stille og roligt - kigger først på mig, så på marsvinet og så på mig igen med et blik, der siger: ”det der nye legetøj er kedeligt – det sagde kun piv én gang”. Jeg ryster over det hele, farer hen til Sally og tager hende op. Der er et lille hul efter en tand – men desværre hverken puls eller hjerteslag. I et kort øjeblik tænker jeg på om det mon er muligt at give et marsvin mund-til-mund og hjertemassage.

Basse forduftede, da Kiki og hendes veninde kom ind i værelset. Et splitsekund senere spurtede Kiki  ud igen – vildt hylende. Veninden stod stille og tårerne løb ned af kinderne på hende. Jeg omfavnede hende naturligvis og trøstede så godt jeg kunne. Mit hjerte blødte for hende – og jeg følte mig enormt skyldig i, at jeg som voksen havde tilladt et besøg af Sally.

Jeg ringede selvfølgelig til venindens mor, fortalte den triste historie og tilbød at købe et nyt marsvin til hendes datter, som senere blev kørt hjem af en brødbetynget mig. 

Da jeg kom tilbage var min datter stadig opløst af gråd – og nu måtte jeg så trøste hende. Hun var ulykkelig, fordi hun var sikker på, at Basse nu skulle aflives. Det havde hun nemlig hørt at hunde bliver, hvis de bider nogen. Så måtte jeg berolige hende med, at det skulle han naturligvis ikke.

Efterfølgende har jeg hørt, at marsvin er ret skrøbelige – kan dø af chok. Det vil jeg huske i al evighed.

Hvordan gik det så lige efter denne tragiske historie? Jo, Kiki og Basse sov sødt arm i pote på sofaen om aftenen. Veninden og hendes familie har nu fået ikke bare ét men to nye marsvin og naboen … ja, hun måtte jo farve håret selv. Det blev også ganske pænt – bortset fra den stribe i toppen der var en del mørkere end resten af håret.

Fremover vil hverken marsvin, hamstere, kaniner, eller andre små dyr få lov til at besøge Basse og hans familie – i hvert fald ikke, hvis de er placeret i vasketøjskurve uden låg. Selv om der ikke er meget jagtinstinkt i eurasieren, og selv om Basse er noget af det fredeligste, ligger i sofaen og gerne spiser ostemadder med familien, er han stadig sådan cirka 98% ulv.

Femte afsnit - Basse, den farlige vagthund

Der sker at min mand bliver nødt til at overnatte ude i forbindelse med arbejdet.
Når han er væk, er Basse overbevist om, at han så er husets beskytter. Han ændrer adfærd -  er meget mere opmærksom og hviler ikke som han plejer at gøre. Gud nåde og trøste dem, der tillader sig at gå på fortovet udenfor vores matrikel uden Basses udtrykkelige tilladelse - og den giver han slet ikke, når det er mørkt.   

De første par gange Basse tog den store vogtermine på, blev ungerne og jeg en anelse nervøse. Der måtte være noget MEGET farligt indenfor rækkevidde, siden vores fredelige hund tog sådan på vej. Det var der så ikke, kunne vi konstatere. 
Basse kan ligge og slappe af på gulvet, for med et sæt at rejse hovedet, kigge over mod et af vinduerne med ørerne vibrerende som små antenner. Sådan ligger han et par sekunder for derefter at rejse sig for at knurre og gø voldsomt.

Når han sådan har gang i sit "vogt-dig-fremmede-show" rejser jeg mig og går ud og åbner døren, så han kan forvisse sig om, at der altså ikke kommer nogen og tager os. Måske er det naboen, der kommer hjem, nogle der er ude at lufte hunde eller andre sagesløse mennesker der skal passere vores hus af den ene eller anden grund. Men hold da op hvor han skælder ud :o) Fx stod der engang et stakkels pizzabud, rystende af skræk, ude foran havelågen og ventede på, at vi kom og frelste ham. Basse var i haven, og gøede ”på den farlige måde”. Når han gør dette, tjekker vi altid af, hvad det er, han gør af. Den sagesløse pizzamand var tydeligvis mere end lykkelig for at se mig.

"Ja tak, Basse, det er fint", sagde jeg som jeg plejer (i sådanne situationer fortryder jeg en smule, at vi kalder ham Basse – i stedet for Aslan som han rent faktisk hedder. Basse lyder jo ikke ligefrem frygtindgydende) Nå, men jeg synes jeg lød rigtig proff og totalt jeg-har-styr-på-min-hund-agtig. Basse holdt da også op med at gø - men fortsatte med skarpt at observere, hvad der skete. Nu har I jo ikke set mig .... men ...... jeg HAR altså ikke ret lange arme, så det var med fare for forstrækninger at skulle have dankortet i en "slæde" ca. 1 meter fra havelågen for at betale for de pizzaer. Nu er jeg så heller ikke særlig høj, så det var lige før at jeg hang og vippede på havelågen. Men pizzabuddet turde simpelthen ikke komme nærmere. Jeg fik betalt, og alle overlevede.
Skraldemænd og postbude er i øvrigt heller ikke vellidte. Et par gange har postbuddet forsøgt at smide godbidder ind til Basse for at undgå at blive "Flavour of the month" - men nu er vores yndlingshund jo i forvejen noget så bedøvende ligeglad med godbidder - så det hjalp ikke. Det er nu ellers ganske smart at postbuddet har godbidder med – selv om de altså ikke virker på Basse.

Selvom det er totalt uforståeligt (for os) at nogen kan synes, vores hund ligner et meget farligt dyr - så ER der rent faktisk et par stykker, der ikke vover sig ind til os.... altså udover de ovennævnte. En af vores datters veninder tør absolut ikke gå ind til os - hendes forældre heller ikke. De står i bedste western-stil (I ved - hænderne-op) og flagrer ude foran havelågen, indtil vi kommer og lukker dem ind. Vi har gentagne gange sagt at Basse jo kender pigen, og at hun bare skal gå ind - men den hopper de altså ikke på ;o) Måske hænger det en smule sammen med, at min mand, i et forkølet forsøg på at være morsom, flankerede min sætning (”kom dog bare ind”) med et "hvo intet vover, intet vinder". Totalt malplaceret, men hylende morsomt.

Hvad der egentlig ville ske hvis der en dag kom nogen med ”dårlige” intentioner, ved jeg faktisk ikke, men det beroliger mig at vide, at han ”vogter” over flokken.  

På gensyn

Stella & Basse

(Februar 2012)