SIDSTE NYT | |
til forsiden | |
bagdelen af en furie | |
2. november 2010 Så var der fyldt op i Sidste Nyt - version 10. Vi fik mail fra Karin og Leif forleden. De skrev bl.a: "Jeg skal lige fortælle en sjov historie: Papegøjen
fløj ned på gulvet her til formiddag, Charlie er ikke så interesseret i ham men
han skulle alligevel hen og snuse til ham, Ricko løb ind under
skrivebordet og Charlie gik forsigtig efter ham. Charlie fik lov
at snuse til ham, Ricko hakkede forsigtigt i Charlies næse, det kiggede Charlie
lidt på, så hævede Charlie poten og slog til Ricko, Det så sjovt ud,
ingen kom til skade, men Ricko ville gerne op i sit bur
igen." Det er altså sjovt med de to. Leif mener, at Charlie er verdens mest forkælede hund. Tjek så lige nederste billede til højre, Leif :o) Kela er nu i sin højbrunst-periode. Hun piver efter naboens lille nuttede hanhund ("bomuldshund") og efter interessante forbipasserende kæresteemner. Men sjovt nok, er hun IKKE interesseret, når det kommer til stykket - eller måske bare ikke i alle hanner. I skoven i dag fik vi følgeskab af en MEGET interesseret hanhund, der var stukket af fra sin ejer. Kela opførte sig som en furie. Den stakkels bejler måtte hverken snuse til hende eller til Lina. Sidstnævnte var ret ligeglad - gav et afdæmpet knurrr, hvis han var heeelt tæt på, men lod ham ellers snuse og fjante. Kela styrtede rundt efter ham med hævet overlæbe og mange rasende "ord" om, at han saftsuseme havde at holde sig fra hendes mors bagdel. He he. Kelas egen bagdel havde han ikke en chance for at komme i nærheden af - medmindre han altså havde ønske om at få furiens tænder at mærke. Efter et stykke tid kom ejeren til syne og forsøgte at kalde sin hund til sig. Det lykkedes ikke. Men da jeg fik Kela til at komme hen til mig, holdt fast halsbåndet (og bad hende slappe af) nærmede hanhunden sig, og ejeren kunne få tag i ham. Vi er selvfølgelig MEGET opmærksomme på Kela nu, når hun er (uden snor) i skoven. Vi går i skoven på tidspunkter, hvor der er ingen eller få andre hunde. Hun får ikke lov til at løbe langt fra os, og skulle hun vise mindste interesse i en han- hund, kommer snoren på. Hold da op, hvor er skoven i øvrigt vidunderlig i disse dage - de farver, de farver :o) | |
Jeg nåede at få et billede af ænderne, inden Kela opdagede dem. Man oplever så meget fascinerende, når man har hund. | Godnat og sov godt :o) |
PS. Jeg har nu, af Henrik, fået at vide, at denne hanhund i skoven er en pestilens for alle skovens og engens hunde - at den ikke har styr på hundesproget, og at Kela har været irriteret på dens anmassende facon tidligere. Så forstår jeg bedre hendes furiøse adfærd :o) Det er alligevel sjovt at bemærke Linas fuldstændig rolige reaktion - og at Kela alligevel synes, hun skal jage hunden væk fra mor. | |
3. november Juhuuu. Det lykkedes Susanna at få billeder igennem til min mailboks. Hvor er hun bare smuk og dejlig den lille Celia - og tænk at kunne stå så flot, når man ikke er ældre. Celia skal udstilles i Ballerup juni 2011, skriver Susanna. Det skal Henrik og jeg helt sikkert ud at se. Måske andre af vores hvalpe har lyst til at prøve også - eller bare komme at kigge. Vi vil nok også benytte lejligheden til at lave et hvalpetræf. Det er jo ikke ustandselig, at Celia kommer helt fra (cirka) Stockholm til Danmark. | |
Så har vi igen måttet bestille diætkost til Lina :o) Hun har virkelig tendens til overspisning i forbindelse med første løbetid efter hvalpe. Naturen er jo egentlig ganske smart indrettet. Lina forbereder sin krop til at klare endnu et kuld hvalpe, tænker jeg. Det er lidt vemodigt at tænke på, at hun ikke skal have flere børn. Vi håber, at Kela bliver en lige så god avlshund og mor som sin mor :o) Lige nu er det lidt svært at forestille sig. Kela er jo sådan en fjantet teenager. Men - sådan tænkte jeg nu også, før Lina blev parret første gang. | |
Fedesen. He he. | Fotomodellen og mor. |
7. november I denne weekend har vi haft den glæde at passe "vores" Cæsar et lille døgns tid. Han er en aldeles vidunderlig hund - glad, legesyg, fredelig, frimodig - og udsøgt smuk. Han fandt især Kela meget interessant - ville vældig gerne have lov til at gumpe lidt på hende, hvad han nu ikke fik :o) Til gengæld fik han lov til at gumpe på en hanlabrador på marken. Det var hundens ejer ikke så begejstret for. En del mænd har det vist svært med, at DERES hund ikke er verdens stærkeste. He he. Måske var manden heller ikke klar over, at hvalpe gerne får lov til langt mere end voksne hunde. Cæsar tumlede glad rundt med og blandt alle hunde, vi mødte - og det var en del. Han kom fint, når vi kaldte - indtil det var tid at tage hjem. Det havde den lille hund (der nu er større end Kela) ikke lyst til - så nu gad han ikke reagere på kalden. Jeg gik efter ham lidt - og gik så i en anden retning, omend ikke tilbage til bilen. Så kom han. Dyyyyygtig - og snor på :o) - Og så til noget helt helt andet: Hvis nogle af jer, der bor i nærheden af København, har lyst til en fantastisk oplevelse, skal I unde jer selv at tage til Østre Gasværk og se musikforestillingen "Come Together". Jeg har nu set forestillingen to gange - én med Henrik og nogle af hans elever og én med mine sønner. Det er en af de allerbedste teateroplevelser, jeg har haft i mit liv (pladserne i A-sektionen er bedst - og dyrest!). (Kennel Catalejmas - nu med teateranmeldelse :o)). | |
9. november Så kom der mail fra Pia og Tommy (Cenja) og fra Helle (Chivas). Pia og Tommy skriver bl.a: "Hun er nu en lille laban, hende Cenja - vi var ude at gå i skoven en dag, og havde lige sluppet hende, da vi så kom forbi en gård, som vi ikke lige havde været opmærksomme på... hvor der var fritgående høns på gårdspladsen! Og vupti var Cenja den der var smuttet, og hun var så optaget af sine nye legekammerater at hun overhovedet ikke hørte os kalde (læs: ignorerede os fuldstændig). Vi kunne bare se hende løbe efter hønsene hen over gårdspladsen, frem og tilbage...hmm, pinligt. Så til sidst måtte Tommy hente hende, og der stod hun og holdt en stakkels forskræmt høne trængt op i en krog. Hønen vidste tilsyneladende ikke at Cenja bare ville lege hahah. Vi skyndte os at gå ubemærket videre ind i skoven med Cenja i snor. Der skal vist trænes lidt mere indkald :-)" Det fortælles (af Christian), at Barko fanger duer - og de overlever vist ikke. Så pas endelig på med Cenjas fremtidige hønsejagter :o) Billedet af Chivas er fra hvalpetræffet. Det ser faktisk ud, som om han rækker tunge af Kela. He he. I
morgen skal jeg ned til Rie, hvor Leiko får besøg af sin kæreste -
(forhåbentlig) moderen til hans første børn. Vi håber, at alt går fint,
fint. | |
10. november Der er desværre ingen parringsbilleder i dag. Malou ville gerne lege lidt med Leiko, men det var så også det. Hun var ikke klar til parring. Leiko var SÅ sød ved hende - kyssede og nussede og accepterede, at Malou ikke ville være med til mere. Måske er han en af de hanhunde, der ved, hvornår hunhunden er klar, så han ikke behøver spilde kræfter på en masse forgæves forsøg på at hoppe på hende. Der er aftalt ny date fredag formiddag. | |
11. november Så har vi fået mail fra Charlie og Chili. Juhuuu :o) Charlie vejer nu 25 kg. og er så dejlig, at det tager ekstra lang tid at købe ind, fordi så mange vil hilse og kæle. Chili stortrives, kan charmere sig fra det meste (fx at hugge kylling fra køkkenbordet) og bliver forkælet af sin "storesøster" Lucca. Dorte fortæller, at de to hunde holder meget af gulerødder, der bruges som kødben. Desværre kan jeg ikke være med til parringen alligevel. Malou har fået taget blodprøve i dag, der viser, at hun ikke er klar før lørdag - hvor jeg tager til Bornholm. Stort æv. Men Rie har lovet at ringe og fortælle ..... og at der vil blive taget billeder. | |
15. november Så har jeg været på solskinsøen - hvor det dog regnede en del. Vi havde en godt, effektivt, konstruktivt, hyggeligt og sjovt bestyrelsesmøde. Sent lørdag aften var vi kreative - se bare Casais Helene :o) Bemærk hundelågen på første billede. Sådan en ville Lina og Kela helt sikkert også gerne have. Darko og Qela brugte den flittigt. Det er dejligt at tage ud, og dejligt at komme hjem - til mand og ens egne vidunderlige vovser. Det gik ikke med Leiko og Malou. Leiko må vente med at få en kæreste, til der kommer én, der ikke "bider hovedet af ham" :o) | |
Darko og Qela | Helene |
16. november Så er Kennel Catalejmas kommet på Youtube. Jeg overvejer at lægge flere film ud til sådan cirka hele verden :o) http://www.youtube.com/watch?v=XrQsXQsd3u0 | |
19. november Juhuuuu - sne :o) Lad os endelig få lidt mere af det - og så et par frostgrader. - Og så har jeg fået (ude)arbejde. Dejligt. Det bliver helt mærkeligt at skulle afsted hver dag. He he. Hvis nogen har lyst til at se min ældste søns sans for humor, kan der klikkes her: http://www.dr.dk/p3/programmer/gomorgen-p3/the-life-of-r%C3%A6v#1 Jeg har altid holdt meget af ræve. Måske har han arvet dette :o) | |
20. november Mail fra Susanna og Celia. Tusind tak for ord og billede. Celia er, skriver Susanna, stadig en dejlig lille hund. Hun vejer nu 20 kg. og får masser af ros for sin dygtighed på hvalpekurset. Hun har just startet sin første løbetid - tidligt på den som sin mor. Celia er lidt genert overfor fremmede mennesker - også lige som Lina var det, da hun var hvalp. | |
24. november Så blev det rigtigt eurasiervejr. Det får dog ikke Lina op på mærkerne. Hun kigger på det, konstaterer, at det er nydeligt og lægger sig igen. I går besluttede hun sig for at lave sit-down strejke, da Henrik luftede hundene. Hun satte sig simpelthen på toppen af en bakke og lod Henrik gå derudaf. Kela fulgte sin mors dovne eksempel. Vi håber, denne sløve periode snart er overstået. Hvis nogle - både vores egne hvalpefamilier og andre - har lyst til at sende snebilleder til mig (isabelle-mandel@mail.dk), laver jeg en virkelig flot sneside :o) | |
-
Og så fik vi lige mail fra Karin og Leif - med billede af Charlie. Han
er nu startet på fortsætterkurset for hvalpe. Første gang var han
rigtig dygtig. Anden gang havde det sneet - og SÅ var sneen meget mere
interessant end alle øvelserne :o) Normalt er Charlie super god til
indkald, sit, dæk, gå pænt og meget mere. Dejligt, dejligt at høre :o) Karin og Leif lover at sende snebilleder. Jeg glæder mig til at lave en sneside - måske iført lidt julestads....... | |
30. november Så er snesiden klar - og nu med et par hunde udenfor vores Linafamilie :o) Er det ikke bare et genialt tidspunkt, jeg igen er blevet udearbejdende på? Det er sørme godt, at jeg er udpræget A-menneske og faktisk godt kan lide at stå tidligt op om natten - øhhh - morgenen. Med al den (dejlige) sne, skal man jo ikke ud af døren i sidste øjeblik. Lina og Kela finder det lidt underligt, men de skal nok vænne sig til det lige straks. Lina er nu ved at komme op i gear efter sin vanlige sløve periode. Henrik og jeg har faktisk set hende løbe op til flere gange :o) Snesiden er HER. | |
5. december Hvis dette vejr fortsætter, behøver vi ikke drømme om en hvid jul - vi HAR fået den :o) Der er nye billeder på snesiden. Tusind tak til Stella, Pia, Tommy og Susanna. Jeg er sikker på, at vi har verdens bedste og sødeste hvalpefamilier. Klik her for at komme til snesiden. - Og så har jeg lige hørt, at vores lille Celina har fået bedømmelsen "exellent" (bedst mulige) og "meget lovende" på årets juleudstilling. Selv om jeg ikke er det store udstillingsinteresserede menneske, bliver jeg bestemt glad, når det går Linas børn godt i ringen. - Og ja. Det er da godt nok en grim julemand, der har sneget sig ind i haven :o) | |
8. december Så har vi fået billeder af, skriver Bo, verdens smukkeste og klogeste hund. Dejligt, når et Linabarn får den beskrivelse :o) Caisa er så sandelig også blevet en fantastisk flot hund. Det er sjovt med det mørke - som også Celia og Cenja har. Man skulle tro, at Casai havde lagt gener til nogle af C-hvalpene. Der er flere snebilleder af Caisa HER. Det er uendelig svært at vælge billeder. Bo tager de mest fantastiske af slagsen. Jeg har stadig ikke lært, hvordan man sørger for skarpe fotografier :o) Rie har skrevet og fortalt, at også Leiko elsker sneen. Dog fandt Rie, at det måtte være lidt koldt for ham. Hun lagde et underlag ud i sneen til ham. He he. Leiko fandt det interessant - men ligge på det? Neeeeej. Man er vel eurasier.Desværre har Rie ikke lige styr på det med billeder - hendes eget kamera er blevet væk. Søs og Tonni har sendt en lille film med deres dygtige trækhunde. Den kan I se HER. | |
10. december Denne lerhytte (billede 1) - bygget af Farums fritidshjemsbørn, er gerne det første vi møder på skovturen. Hvert år, når fritidshjemmene holder daglejr ved søen, renoveres hytten, og der laves nye lerfigurer omkring den udfra årets tema. Det er SÅ dejligt at opleve bunker af børn, der arbejder med ler, svømmer, ror, bader og leger i skoven hver sommer. Kela er helst fri for dette mylder af små mennesker :o) Hytten står der, sommer og vinter, som en (for mig) reminder om sommerglæder. Vinterglæder er heller ikke af vejen. Hold da op, hvor er her smukt - og stille. Jeg regner stadig med at lave en snetur i Farum skov i januar. Til jer, der er medlemmer af eurasierklubben: Glæd jer til det næste blad, som kommer lige straks. Vi får endnu en sjov og dejlig beretning fra Stella om Basses Verden - og der er også kommet lidt oktoberskovtur med - og meget andet godt. | |
12. december Tusind tak til Karin og Leif for ord og billeder. Herunder har vi Charlie (der nu vejer 27,5 kg) til træning - i glad leg med en labrador. Karin og Leif fortæller, at Charlie nu har oplevet mange hundes rædsel - afskydning af diverse. Der kommer en rigtig god artikel om nytårsaftenproblemer i eurasierbladets julenummer. Det er nu, vi skal forberede hundene på "balladen". Vigtigst er det at vise hunden, at vi overhovedet ikke anser skyderi for noget mærkeligt/farligt - ikke noget med at kæle, ynke eller lignende, når der skydes af. Man kan også gøre som Camilla og Martin (Bastian) - have et stykke legetøj klar, så skyderi kan forbindes med sjov leg. Jeg løber gerne ud i haven med jubiiiiopførsel, når der skydes af. Kela render glad med. Hun er ikke det mindste bange for larmen. Så render Lina også med - men vender dog hurtigt tilbage til huset og finder et bord at lægge sig under - ikke i rystende angst som tidligere men med et udtryk a la: "Her har jeg det altså bedst lige nu". - Og så er det længe siden, der har været en konkurrence. Hvis du/I har lyst til at deltage: KLIK HER. | |
18. december Så passerede klokken 18.18. Klik her for at se, hvem der vandt julekonkurrencen. Indimellem "kaster" Kela sig op ad køkkenterrassedøren og råber op om at hun vil ud. Det sker, når egernet kigger forbi for at spise af fuglemaden eller de nødder, jeg lægger ud til det. Egernet må have fundet ud af, at vilddyret ikke kan forcere døren, for det spiser roligt og (synes Kela) provokerende roligt videre :o) Har I styr på julegaverne? Jeg har ikke - er hamrende forkølet og har været det i snart en uge. Surt! Jeg må, stort set, nøjes med at nyde sneen indefra. Men det kan der selvfølgelig også være fordele ved. Herunder nyder hundene sneen OG et griseøre. | |
22. december Tusind tak for alle de søde julehilsner og dejlige billeder. Det er jo helt fantastisk med det eurasiervejr. Godt nok bider frosten, men hvor ER det dog smukt. I går var vi for første gang denne vinter ude på Farum sø. Kela var helt vild med at fjante rundt på isen - men hun fik ikke lov til at løbe langt ud. Man kan jo ikke se eventuelle våger, når der er så meget sne. Lina ville faktisk helst blive på skovstien - eller rende rundt mellem sivene. Jeg håber, I alle får en rigtig dejlig jul - og kommer godt frem, hvis I skal ud at køre langt. | |
Leiko | Buster (er faldet i søvn) |
Chivas | Celia |
Casai | |
27. december Endelig, endelig begynder jeg at kunne mærke, at jeg ikke skal være forkølet til evig tid :o) Henrik har stået for 9/10 af hundeluftning gennem de sidste mange, mange dage. I dag var jeg igen klar til en tur i skoven og på søen. Nedenstående billede er ikke særlig skarpt - men stemningsfuldt, synes jeg. At gå derude på isen er lige til at blive høj af. Det synes Lina ikke. Hun vælger stadig helst skovstien - og ryster på hovedet, når jeg prøver at kalde hende til mig :o) Det kræver en del insisteren at få hende derud. Det ser ret sjovt ud, når Lina og Kela forsøger sig med gazellehop på marken - i dyyyb sne. Der er faktisk ikke så vældig meget gazelle over deres nærmest lodrette + 7 centimeter frem - hop. Vi har fået et kært billede af Chivas. Selv om jeg da helst ville have, at alle Linas børn havde rejste ører, ser han nu sød ud med sine flapører :o) Et enkelt billede af datter og barnebarn fra juleaften har også sneget sig ind. Selv om der formodentlig er omkring tre måneder til parring, er et nyt år for mig lig med at gå i gang med at finde en passende avlshan. Det bli'r spændende :o) Hvis jeg ikke får lavet flere indlæg i dette år: HENRIK OG JEG VIL ØNSKE ALLE ET SMUKT, VARMT, SPÆNDENDE OG DEJLIGT NYT ÅR. | |
Uskarp spøgelseshund :o) | Cecilie og Hjalte |
TILBAGE TIL FORSIDEN | VIDERE TIL NÆSTE OMGANG SIDSTE NYT |