UGE 8

syvlingerne - syv uger i dag :o)
30. august
Hvis nogen er i tvivl om, hvem der er hvem på nedenstående portrætbilleder, må I lige give mig et praj i gæstebogen :o)
I nat har hvalpene haft adgang til stuen. Dette for at jeg måske kunne få noget, der ligner en halv nattesøvn. I går aftes lagde vi gamle tæpperester ud for at beskytte gulv og tæpper. Resterne er vores gamle væg til væg tæppe, som blev noget tisset på af A-kuldet, hvorefter vi fik en DYR rensning, hvorefter tæppet blev noget tisset på af B-kuldet, hvorefter vi pillede det af :o) I øvrigt fjerner vi tæpperesterne igen. Jeg kan hverken holde ud at se på dem eller klare lugten - om natten. Selv om jeg ryger, har jeg en sart nattenæse. He he. Lina har været rimelig rolig i nat, fordi jeg har sovet nede. Hun er godt nok mærkelig pt. - heldigvis kun om natten. De små kommer i køkkenet i nat. Så må vi se, hvordan det går. Jeg vil igen sove på sofaen med håbet om, at Lina så afholder sig fra at vække børnene.  
- Og så siger jeg lige tak til Enrico og Enzo, der just har jaget en fræk skade væk fra terrassen. GODT, hvalpe. Skaden må nemlig IKKE spise jeres mad.
Der var, som vanligt, fuld knald på syvlingerne i går aftes. Meget af legen foregik ved tunnelen - løbe igennem, hænge på den og hoppe/vælte over den. Vi kunne også konstatere, at hvalpene med vilje RULLER ned ad Mount Kela - fuldstændig ligesom børn, der synes det er sjovt at rulle ned ad en bakke. Det ser ret sjovt og kært ud.
Henrik har fået filmet en del, så mon ikke han kommer med en film indenfor nærmeste fremtid?
31. august
I går aftes legede hvalpene til sent. Klokken var henad tolv, før de gik til ro i køkkenet. Til gengæld sov de helt til klokken seks.
Når det er mørkt, er de ikke så vilde med at gå i haven. Til gengæld blev der leget og tumlet på terrassen og i stuen. Lyden af 28 små hvalpepoter, der tonser rundt er simpelthen så kær :o) Sidst på eftermiddagen havde Sulejma lagt sig på Ayers Rock. Eiko fik øje på hende, og DET var spændende oooog lidt farligt. Hun fik en hel del vov, mens han tøvende nærmede sig - uden dog at turde komme helt hen til hende. Sulejma tog det helt køligt - indtil også Rico og siden flere kom til. Så sprang hun op på raftehegnet. Et par hvalpe prøvede at gøre hende kunsten efter. Det lykkedes ikke :o) Senere kunne vi endnu engang konstatere, at lyse stemmer appelerer mere til hvalpe en dybe. Henrik ville have syvlingerne ud at tisse på græsset. Han satte sig derud (i halvmørket) og kaldte. Hvalpene satte sig på terrassekanten og kiggede interesseret på ham. "Prøv med en fistelstemme", sagde jeg fra min stol på terrassen. Det gjorde Henrik - kaldte "kom så hvalpe" med fistelstemme - og så KOM de sgu. He he.
I dag skal vi have to hold gæster. Først kommer vores mødre til frokost. Senere kommer en eurasierinteresseret familie for lige at få en fornemmelse af racen. Søndag skal hvalpene for første gang møde en fremmed hund. Vi har lavet en aftale med en af hundevennerne fra engen - en boardercollie, Indy, og hans mennesker. Jeg er spændt på, hvad Kela siger til det, men da hun kender ham, satser jeg på, at det er OK. Indy var på besøg, da vi havde C-kuldet. Det gik super fint.

Vil Eida vejes mon?

Enya sover lidt sjovt - i Elaikas sandkasse :o)

De to ulvegrå drenge er stadig meget glade for hinanden

Eiko opdager Sulejma og SÅ får hun et vov eller syv

Enrico kommer til for at hjælpe Eiko med at kigge på kat

- Og så smuttede Sulejma op på hegnet

Vi har lagt et nyt gammelt gulvtæppe, der
IKKE lugter, da løberen
lige skal vaskes

Eddie synes stadig han er meget seje Eddie :o)
Senere fredag
Her er lige en samling sidst på eftermiddagen- og aftenbilleder i anledning af, at Henrik har klippet en film. Hop til filmsiden HER.
Lina og Kela fik et herligt kødben hver i dag. Det udløste et par advarsler til hvalpene om IKKE at komme for tæt på. Senere overlod Lina dog sit ben til de små. I skrivende stund ( lidt over halv ni) er alle hvalpe på terrassen eller inde. De har tilsyneladende selv helt styr på, hvornår det bliver for koldt på græsset. Dejlige, kloge små :o) 
1. september
Det sker en sjælden gang, at jeg faktisk hverken gider tage billeder eller uploade. I dag er sådan en sjælden gang :o) Men Lina, Kela og jeg havde en dejlig skovtur med herlig leg med en retriever, og hvalpene har haft en dejlig dag med leg og en masse soveri. De stod op klokken seks, og vi forventer leg og leben til sent. Jeg er sløv og tror faktisk, at jeg vil se noget fjernsyn i aften. Det har vi ellers ikke brugt, siden hvalpene kom til Drosselvangen :o)
2. september
I dag håber vi på at få besøg af boardercollien, Indy. Henrik har ikke lige kunnet få fat i hans mennesker, og vi havde bare en aftale om at ringe sammen. Hvalpene bliver stadigt dygtigere til at tisse og pølse ude - især hvis de står "tidligt" op som i nat, hvor klokken var lidt i fire. Vist er der da tisset hist og her på aviserne i køkkenet. Der ligger da måske også en enkelt pølse eller to, men det meste foregår i haven.
Dagens billede af Eiko er under vores falske jasminbusk. Den var lille, da vi havde A-kuldet - og blev mindre under deres kyndige beskæring. De næste par år blev den indhegnet. Nu er den blevet stor og livskraftig og kan bruges til en hyggelig hule. Vi har sat en hortensia i græsset. Den rør syvlingerne mærkeligt nok ikke.
I går ville jeg veje hvalpene. Men så virkede vægten ikke. Jeg skulle lige til at sige et par bandeord om den møgvægt, men viste den først til Henrik - der kunne konstatere, at der havde været hvalpetænder i ledningen. Hmmm. Nu har han lavet den, så det kan være, jeg vejer senere i dag.

Elaika

Enya (lurer på Elaika)

Enzo

Enrico

Eida

Eddie

Eiko
Senere søndag
Så kiggede Indy og hans mennesker forbi. Kela sagde: "Jeg vil lige gøre dig opmærksom på, at hvis du gør mine unger noget, bider jeg hovedet af dig". Indy svarede: "Det kunne jeg aldrig finde på".  Lina sagde: "Jeg passer altså også på børnene". Henrik og jeg sagde: "Det er helt OK, Kela og Lina". Og så kunne syvlingerne få lov til at hilse på den spæææændende gæst. Indy blev snuset til i alle ender og kanter - og kigget MEGET interesseret på. Han tog det fantastisk flot. Som altid var hvalpene også begejstret for nye mennesker, der ville lege og kæle.   
Efter besøget besluttede nogle af hvalpene sig for, at teltet skulle nedlægges. Det blev det så, og nogle af hvalpene fik løsnet blæksprutten og stak afsted med den. Det er nogle vildbassebørn, de syv :o) Nu er alle faldet i søvn rundt omkring på terrassen eller inde.
Henrik fik ikke rigtig noget brugbar film fra Indybesøget. Til gengæld fik han det af teltnedlæggelsen. Klik HER for at komme til filmsiden.
Forresten: Er der en af jer, som har været på besøg, som har mistet et par læsebriller? Min Davidsøn fandt et par på terrassen forleden. 

Indys snor var også sjov

- og så blev drivhusdøren lukket :o)
3. september
Godmorgen til glade vågne hvalpe lidt i fem. De fik serveret morgenmad først af Kela og så af mig, løb ud at tisse, legede en halv times tid - og så faldt vi i søvn igen og sov helt til kvart over seks :o)
I dag skal syvlingerne have deres anden ormekur, så det var jo meget passende, at jeg havde planlagt vejning. 1 ml af det lyserøde stads pr. kg.
Eddie har nu overhalet Enrico. Han har taget 1065 gram på den seneste uge. Alle har taget over 100 gram på om dagen. Det skal lige siges, at jeg ikke kan stå 100% inde for, at alle vægtresultater er helt korrekte. Det var godt nok lidt af et gedemarked at få vejet de små. Måske skulle jeg have lukket af til køkkenet og så vejet UDEN at de, der ikke stod for tur, kunne komme til vægten. Det gjorde jeg ikke - og ungerne fandt det meget underholdende med vejeriet - hoppede op på vægten, mens jeg noterede, stjal underlaget i vejeskålen, møflede og regerede, mens en af brødrene eller søstrene sad på vægten etc. Bøllebørn :o)
I dag skal vi også børstetræne, og der skal klippes negle. Muligvis tager vi en lille tur til noget sand og vand, når Henrik kommer fra arbejde.
Vi har forresten undret os lidt over, at E-kuldet ikke har hærget terrassens blomster, som vores tidligere kuld har gjort det. I går aftes fik jeg tanken, at det kan skyldes sandkassen. Her kan hvalpene få deres gravelyst styret. Det er, ifald det er grunden, en herlig sidegevinst ved sandkassen.
I skrivende stund møfler Eddie, Enrico, Enzo og Eida rundt i stuen. Elaika og Eiko sover. Enya sidder på terrassen. For lidt siden lå hun i Linasengen, men Eida blev ved med at bide hende i halen, og det gad Enya altså ikke :o)

Eddie - 5935 gram

Enrico - 5860 gram

Eida - 5680 gram

Eiko - 5590 gram

Enzo - 5490 gram

Enya - 5020 gram

Elaika - 4990 gram
Senere mandag
I dag har der godt nok været gang i hvalpeprægningen :o) Jeg afspillede Henriks lydfil med fyrværkerilarm. Hvalpene blev ikke bange - kun noget undrende, som I kan se det på billedet. Senere skulle der klippes negle. Eiko, Enya, Eida og Elaika var MEGET dygtige. De sad fuldstændig stille og fik manicure. Enrico og Enzo var dygtige. Der kom lige et lille brok, og så kunne jeg klippe videre. Eddie var - hmmm - sørme ikke meget for det, men altså heller ikke så brokkende, at jeg ikke kunne få klippet alle 18 negle, hvilket jeg har været ude for med andre hvalpe - at jeg måtte afbryde seancen og fortsætte senere.
- Og så skulle vi på "strandtur". Ved Farum Sø har vi "Doktorens bugt", hvor kommunen sørger for sand hver sommer. Her skulle vi ned. Alle hvalpe blev iført seler og sat i bilen. Lina og Kela hoppede selv ind i samme. Søen ligger to minutters kørsel fra os, og hvalpene tog dette fremmede - at køre bil - super fint - nysgerrige og "jubiii, det er da spændende, det her". Vi parkerede på Søvej, tog hvalpene ud og gik mod søen. Næsten alle hvalpe fulgte med - og de sidste kom efter et øjeblik. Desværre kom der også en mountainbiker. Jeg vil ikke gentage, hvad Henrik sagde til ham, da han ikke gad sagtne farten væsentligt - men det var ikke venlige ord :o) Det er slet ikke godt for Henriks blodtryk at have syv hvalpe med på tur. Han er RET bange for, at der skal ske de små noget væmmeligt.
Ved Doktorens bugt var op til flere mennesker - tre af dem ret små mennesker (5-6 år). Jeg tog Kela i snor for at hun ikke skulle skræmme pigerne i sin beskyttelse af hvalpene. Kela tog det nu helt roligt, og hun blev sluppet fri igen. Pigerne nussede og pussede med de små, som - og det forstår jeg ikke helt - fuldstændig undlod at hoppe op af deres bare ben og fuldstændig undlod at bide i dem. Desværre kan jeg ikke tage nogle af de søde billeder med, jeg tog - af pigerne og hvalpene. Det er vist ikke tilladt at bringe billeder af fremmede folks børn uden tøj. Hvor er det synd, at det er blevet sådan. Det var så kært med alle de små to- og firbenede. Hmmmm. Hvalpene fik også hilst på en fremmed hund - og de fik mødt en and, der svømmede rundt næsten inde ved bredden og talte andesprog. Mærkeligt, syntes hvalpene.
Billederne er desværre ikke så gode - men de er der :o) og Henrik har lavet en lille FILM.

den fyrværkerilyd er LIDT mærkelig
4. september
Så står den på sen opdatering i dag. Jeg har bl.a. haft travlt med at samle billeder til hvalpebøgerne, som E-kuldsfamilierne skal have med hjem. Dog har der selvfølgelig også været tid til at lege og kæle med de små - og at træne med børste, kigge ører og kigge tænder. Alle tog det hele super fint. Der var ikke det mindste brok. MEGET dygtige hvalpe! 
At stå op om morgenen (føles som natten :o) lidt i fem) er noget af et show. Syv hvalpe hænger på hegnet mellem køkkenet og stuen og råber højt om, at de vil lukkes UUUUUD. Først åbner jeg døren til terrassen, så løftes hegnet og 28 glade poter drøner ind i stuen. Alle de små vil hilse og juhuuu, hvor er de vågne. Det er jeg ikke :o) De render ud i haven for at tisse, og jeg fylder mad- og vandskåle inde og ude. Så lægger jeg mig igen under dynen og lytter til tumleriet. Indimellem kommer en hvalp forbi min dyne og vil hilse. Det er ret hyggeligt. Indimellem sker det, at jeg kan høre, at de har fået fat i noget, de ikke burde kunne få fat i - fx en af selerne, der ligger i sofaen i køkkenet. Ledninger og andet farligt kan de ikke komme til - ihvertfald ikke nogle med strøm i.
I dag arbejder Henrik til sent (og fra tidligt), så stakkels Lina og Kela har ikke fået så meget som en eneste luftetur. Vi kan jo ikke forlade hvalpene. Begge de store hunde glæder sig til han snart kommer hjem. Jeg vil tage en af hvalpene med i skoven - og de kommende dage gøre det samme med resten, så de får prøvet at være uden søskende på tur.  Da hvalpene ikke må gå særlig langt, bliver de båret en del af vejen, for at de store kan få en rimelig tur. Syvlingerne skal selvfølgelig have en fælles skovtur også.
5. august
Så kom Sandra lige forbi. Hendes familie, der bor på Drosselvangen, skal have Eida. Sandra rejser i aften for at være væk et halvt år, så hun måtte lige sige farvel til Eida - og de andre små. Desværre var Eida meeeeget søvnig, men resten af banden var vilde med at få gæstebesøg. Jubiii, her kommer en ny én, man kan bide i og kæle med :o) 
Det blev Eiko, jeg tog med på (næsten) aleneskovtur i går. Det gik fantastisk fint. Lige i starten satte han sig et par gange og kiggede undrende på denne store store verden. Herefter drønede han afsted efter mor og mormor. Han fik mødt schæfere, en labrador, en retriver, tre gøende papiloner og en spanielhvalp. Kela og Lina passede fint på den lille, når de fremmede hunde dukkede op. Jeg bar Eiko et stykke af vejen. Så sad han og hyggede sig på armen, mens han kiggede på alt det spændende.
Syvlingerne har fået en ny idé. De vælter Linas og Kelas madskåle, der er på stativ. Jeg har prøvet af forklare dem, at de har deres egne skåle, men det tager de sig ikke det mindste af :o)
I dag vil jeg tage en af pigerne med i skoven, når Henrik kommer fra arbejde. Hvem det bliver, kommer an på, hvem der er vågen, når de store hunde og jeg skal afsted.

"Hvad har Eddie egentlig gang i?"

- Og så må mor lige tjekke den hule,
sønnen er ved at grave under terrassen
VIDERE TIL UGE 9
TILBAGE TIL FORSIDENTIL E-KULDETS INDEX