UGE 3 | |||
6. juni Lad os lige starte uge 3 med en lille konkurrence. Hvem er hvem på billederne? Send svar til isabelle-mandel@mail.dk inden klokken 20.20 i aften Præmien (for flest rigtige navne) er noget hundehygge af en eller anden art. Det finder jeg liiige ud af. He he. | |||
Så har Fie og Freddie åbnet øjne. Nu mangler vi bare, at Feline kigger sig omkring. Tidligt tidligt i morges var der hurlumhej i hvalpekassen. Kela mente, at hvalpene var mætte. Hvalpene mente ikke, de var. Det kan også gerne være, at en enkelt hvalp var utilfreds og fik de andre til at stemme i. Alle drønede rundt og råbte op om noget Jeg bad Kela give dem en ekstra tår mælk, hvilket hun gjorde med et træt udtryk i ansigtet - efter at hun lige selv havde fået morgenmad. Når hvalpe er to uger gamle, skal de gerne have tredoblet fødselsvægten. Det har alle - og mere til. Frejus og Fenja er stadig i front vægtmæssigt med hhv. 1370 og 1280 gram. Fie og Felix holder fortsat fast i at være mindst med deres hhv. 1230 og 1140 gram. I midten har vi så Findus og Feline med hhv. 1220 og 1170 gram. På sidste billede ses det, at Kela ikke er helt tilfreds med, at jeg vejer hendes børn. Hun kom lige og nussede lidt om Fie, der blev vejet Dette gjorde det faktisk nemmere at veje lige præcis Fie - der ikke gider den slags. Hun gør sit ypperste for at løbe ud af vægten. He he. Hun ville være mere eller mindre umulig at veje på en almindelig køkkenvægt - meget modsat Freddie, der gerne lægger sig til at sove, når han skal vejes. | |||
senere fredag Nå. Det var ikke lige den helt store succes - min lille konkurrence Men tusind tak til Katja, der gad lege med. Du har vundet Og her er så navnene: 1. Fenja - 2. Freddie - 3. Fie - 4. Feline - 5. Findus - 6. Felix - 7. Frejus | |||
Her er "et par" billeder fra i dag - nu med kigge/snuseting til syvlingerne | |||
Hvis hjerter rent faktisk kunne smelte, ville mit gøre det, når jeg oplever Lina få lov til at hilse på et af sine børnebørn. PS. Linas ører er lagt tilbage for at signalere hengivenhed. Kela kigger opmærksomt, men slapper så af velvidende, at både Lina og jeg passer godt på hendes barn. Klik her, hvis du vil se nedenstående helt særlige, synes jeg, billede i større format. | |||
7. juni Hvis det stod til mig, sad jeg meget, meget og meget ved og i hvalpekassen. Men det gør det ikke. Det står en del til Kela og Kela siger, at vi altså ikke skal vække hendes børn i tide og utide. I dag har min ældste søn og hans kæreste været forbi. "Kela sender mig BLIKKE", sagde David. He he og ja - Kela tjekker, og Kela siger "Nu HAR du set børnene, så hej hej" I dag har Feline åbnet en lille bitte smule øjne. Nu kan alle syv hvalpe se - og møfle rundt i hvalpekassen. Det er simpelthen så sødt og sjovt. Hvalpene er glade for Rip og Garfield - både til at snuse til, kigge på og sove på. De to tøjdyr er min yngstesøns. Jeg har faktisk ikke kunnet finde hvalpelegetøjet. Vi har en lille bitte smule rod i garage og "vaskehuset" Nu har Henrik fundet sækken med det, så jeg vil lige kigge det efter. Om en uges tid sætter vi hvalpelegepladsen op - eller dele af den. Hvalpesøen venter vi lidt med. Henrik har filmet en masse. Hvis han har tid (har lige 50 eksamensopgaver at rette), får han klippet en film senere i dag. | |||
Lina er udsøgt mageligt anlagt | |||
senere lørdag Så fandt jeg hvalpenes legetøj - og Henrik og jeg blev helt nostalgiske På toppen har vi den islandske hest, som Henrik købte med hjem til vores A-kuld. Han var på studietur deroppe på øen, da Lina blev scannet, og vi dermed fik at vide, at der var hvalpe i hendes mave. Så er der koen, som kan "brøle". Den er en gave fra familien i Bergen, som fik vores Amadeus. Der er anden, som var en gave til Kela fra hendes far, Nilo - eller måske rettere fra Susan, Nilos ejer. Alle A-hvalpene fik sådan en and - der engang kunne "rappe". - Og der er pelikanen, som var Linas yndlingslegetøj som hvalp. Dog er dette pelikan nummer to, da Linas første endte med at mangle ben mv. He he. Ved siden af den islandske hest har vi en lilla blæksprutte - en gave fra søster og svoger til A-kuldet. Den har alle vores hvalpe været meget meget glade for. JA JA - jeg skal nok lade være med at gennemgå hvert eneste tøjdyr i denne bunke men jeg MÅ lige nævne tingesten i front - til hængeplanter. Den eller en ditto har været et stort hit hos alle vores 33 hvalpe. Man kan være op til flere om at gå rundt med denne plasticdims - som et spand heste nærmest. Så den har vi naturligvis gemt - bare for det tilfældes skyld, at vi ikke lige fik en ny OG så til sagen: Henrik har klippet en "I can see clearly now" film - en tradition her på siden. Klik HER for at komme til filmsiden. | |||
8. juni Nu er der kommet forhøjning på kassens åbne side - altså når vi ikke er ved hvalpene. De små er begyndt at vise interesse for, hvad der befinder sig udenfor kassen Siderne er lidt for lave. Med en smule snilde - fx at kravle op på en af sine søskende - kan en hvalp komme ud. Jeg vil prøve at få nogle portrætfotos, når Henrik går i skoven med Lina og Kela. Det er RET svært at få lov at tage nærbilleder af de små, når Kela er hjemme. Hun stiller sig i vejen | |||
senere søndag Det lykkedes at få nogle riiimelige portrætfotos af de små - i Linas hundeseng. Da jeg efterfølgende skulle skifte hvalpetæppe og aviser, kom alle syv over i Linas hundeseng. Sikken et mylder - syvlingerne bliver bestemt ikke pænt liggende mere Senere fik vi hvalpebesøg. Først kom Ole, Ann og Alma. Som altid (når hvalpene er helt små) sad vi først lidt på terrassen, så Kela kunne "godkende" barselsgæsterne. Det gjorde hun afgjort - ekstra, fordi Ann havde godbidder i tasken Kela tog det så fint, da vi senere gik ind til børnene - omend hun da gik op i kassen og gav dem en portion mælk. Efterfølgende var det OK, at vi tog nogle af de små ud af kassen til kæl. Lina tjekkede også, at gæsterne passede godt på de små - og DET gjorde de. Det var dejligt at dele vores glæde over de små pelsdyr. En times tid senere, delte vi den med Ulrik, Katja, August og Amanda - som havde legetøj med til hvalpene. Det har de taget til sig - se sidste billede. Igen blev der nusset - og Kela gav et ekstra mælkemåltid - og Lina tjekkede af på bedste mormorvis. Heldigvis holder begge vores store hunde så vældigt af gæster - og Kela får lov til at have en vis afstand mellem børn og gæster i kraft af hegnet omkring hvalpekravlegården. Det fungerer super fint. I morgen får vi besøg af endnu to kommende hvalpefamilier. I kan sagtens glæde jer | |||
Felix | Feline | ||
Frejus | Fie | ||
Freddie | Fenja | ||
Findus | |||
9. juni Så har vi haft besøg af endnu en dejlig kommende hvalpefamilie. Tanja, Kim, Ksenia og Lukas skal have en af drengene. De store hunde blev forkææææælet med en posefuld lækkerier. Forinden havde jeg skiftet hvalpetæppe. I dag var de små trætte og blev i Linas hundeseng - ja lige bortset fra Fie, der måtte undersøge de nye omgivelser et øjeblik. Det er tydeligt, at hvalpene kan høre nu. Sulejmakatten kom og bad om mad - RET råbende. Dette vækkede de syv, som satte i med at råbe lige så højt Sidst på eftermiddagen kommer Ditte og Tonni, der også skal have en af drengene. Hvis I bemærker nogle "pletter" på hvalpene er dette de steder, jeg har klippet lidt i pelsen. Frejus er klippet ved halen. Det er Felix også - ups - så han har lige fået et klip midt på ryggen også. Fie har ligeledes et klip på ryggen, og Feline har et ved halen. Findus, Fenja og Freddie er ikke klippet. | |||
fra venstre: Felix, Feline, Fenja, Fie. Findus ligger ved væggen og Freddie ved det lyserøde tøjdyr. Frejus er gået | |||
10. juni Så skal der leges Det er simpelthen så sødt og sjovt at se de små tumlinger forsøge sig med lidt legeslåskamp og måske sågar at løbe. He he. De er også begyndt at slikke hinanden. Ret kært. Det kan konstateres, at Freddie har et godt sovehjerte. Mens hans søskende tumlede rundt, sov han sødt og helt upåvirket - også når det nærmest var ovenpå ham, der blev leget. Hvalpelivet består stadig hovedsageligt af søvn og spisning, men der er nu små perioder, hvor børnene bare leger. Lina glæder sig vist til, at Kela bliver lidt sjovere og mindre træt og mor-agtig I dag kom det så vidt, at Lina bad om at komme med Henrik ud at løbe. DET plejer Lina sandelig ikke at gide. Når hun konstaterer, at Henrik er iført løbetøj, skynder hun sig normalt hen til mig med et "jeg bliver hos dig, ikke?" He he. I går kom det så vidt, at jeg måtte bede Lina stoppe, da hun fræsede afsted i skoven. Man MÅ jo faktisk ikke have løse hunde hér - omend "alle" har det. Derfor skal vovserne blive rimeligt tæt på os, så vi ikke generer nogen. Det plejer at være Kela, der gerne vil fræse afsted, mens Lina går fredsommeligt og snuser. Pt. fræser Kela ikke - men det gør Lina så i stedet. Arbejdsfordeling! | |||
Senere tirsdag Denne opdatering er sådan set for bare lige at fortælle, at Frejus har skiftet navn til Faiko. Der ER lidt mere swung over det navn Min yngstesøn, Sebastian, kiggede forbi og fik lov til at komme tæt på de små - der så vældig gerne ville ud at hilse. De, der ville, fik så lige stukket snuderne en lille smule uden for hvalpekassen et øjeblik. I morgen lader vi den være åben lidt længere tid. Da det er RET varmt i dag, har jeg lagt nogle viskestykker i hvalpekassen. De er køligere at ligge på end hvalpetæppet. Jeg har også hængt et hundekøletæppe op på en af kassens sider. Det er godt at ligge op af, hvis man får det for varmt. | |||
Faiko - tidligere Frejus - tidligere Freja | |||
11. juni Vores helt og aldeles vidunderlige Kela skal have førstepladsen i dagens billeder. Det er så umådelig dejligt at opleve hende få gnist i øjnene igen - ikke bare være overansvarlig og lidt træt mor. Hun tager sig af sine børn på allerbedste vis - men skønt at opleve hende gumle ben i haven og slappe helt af, mens børnene sover trygt. | |||
I
dag er hvalpene så blevet præsenteret for andet mad end mormad -
hvalpefoder blendet med mælkeerstatning. Sidstnævnte er købt, før
hvalpene kom - bare for en sikkerheds skyld. Som I kan se på
billederne, kan syvlingerne GODT lide det alternative mad. De guflede
begejstret i sig alle sammen - og blev ret snaskede Det gjorde hvalpetæppet også - og blev skiftet. Dagen har budt på fine vægtstigninger. Faiko og Fenja vejer det samme - 1605 gram. Fie og Findus vejer hhv. 1545 og 1500 gram. Vores to små - Feline og Felix vejer hhv. 1440 og 1435 gram. Ofte vil der være sammenhæng mellem hvalpevægten og den voksne hunds vægt - men ikke altid. Senere i dag vil jeg åbne hvalpekassen, så de små kan få lidt oplevelser og udfordringer - hvis de har lyst. Det er altid spændende at observere, hvordan hver enkelt hvalp tacler noget nyt. Vores lille Felix er fx afgjort ikke tilbageholdende. Se billede to | |||
hvalpene slikker de sidste rester i sig - på hinanden | så er der rent tæppe - og mormad | ||
Senere onsdag Så blev hvalpekassen åbnet - og det kan konstateres, at vi faktisk ikke sådan umiddelbart har nogle forsigtige hvalpe Alle var ude på opdagelse, inden der var gået fem minutter. Fie drønede ud for at lave en fin lille pølse. He he. Freddie drønede ud for at give sig i kast med at kravle op af mit ene ben. Fenja fandt ud af, at hegnet ikke var sat fast (se billede 5). Findus var lige lidt forbeholden, men Felix fik ham med ud. Feline syntes også, at mine ben var velegnede til at klatre på. Faiko fandt det hele meeeget spændende og gik rundt på opdagelse. Alt i alt: Stor succes med åben hvalpekasse | |||
12. juni De børn ÆDER. Det med at spise pænt må de lære en anden dag | |||
I
går var jeg så smart at gøre hvalpemad klar - dvs. blende hvalpefoder
og lave mælkeerstatning. Selv om Kela gav morgenmad, var hvalpene ikke
heeeelt mætte, og jeg er slet ikke vild med at skulle lave hvalpemad,
når jeg lige er vågnet. Det larmer! Senere skulle jeg lave endnu
en portion - og nu er et af køkkenvinduerne samt jeg vasket i
hvalpemælk
Der ER jo det med, at varmt vand udvider sig. Hmmm. Jeg hældte kogende
vand i en melryster. Derefter kom mælkepulveret i, låget på og så
rystede jeg. He he he. Låget sprang af mellem hænderne på mig, og
mælken sprøjtede ud i alle retninger. Det er ikke kun hvalpene, der kan
grisse Kela skal lige vænne sig til, at hvalpekassen står åben. Hun var lidt urolig over, at hendes børn sådan myldrede rundt. Da én satte sig med "nu laver jeg pølser" lyde, kom Kela farende for at rydde op. I øvrigt er de små ret dygtige. De sætter sig og tisser og pølser på aviserne i vid udstrækning. De er forresten ret glade for os mennesker - vil kravle på os og kæles. Indimellem sætter en sig og stirrer forundret på én. Ret kært. I skrivende stund ligger tre hvalpe udenfor hvalpekassen og sover. Fire ligger i den og sover ligeledes................. næh, det gør de sørme ikke. Kela er lige gået ind til børnene for at give dem frokost. Så må jeg hellere gøre et ekstramåltid klar - til lidt senere. I haven er et hvalpetæppe lagt i blød - og der skal skiftes tæppe og aviser i kassen - og sikkert også aviser i hvalpekravlegården, når de små er færdige med at spise. At have hvalpe er ikke noget, man kommer sovende til | |||
Freddie | |||
Findus | Felix | ||
Feline og Fenja | Fie og Faiko | ||
Gå til uge 4 | |||
TIL FORSIDEN | TIL F-KULD INDEX | ||