Forleden dag have jeg en ret sjov og god oplevelse med hundene. Det lyder måske som om, det er sjældent, at det sker, så jeg skynder mig at nævne, at jeg dagligt har gode og sjove oplevelser med dem... Men, men... Hundene var i haven og jeg var i stuen, da der pludselig lød et hyl fra Django. Da jeg kigger ud, står hundene ved siden af hinanden og kigger ind på mig. Nå, tænkte jeg, de har sikkert bare leget lidt vildt og så har Buster fået lidt for hårdt fat i Django, hvilket har fået ham til at hyle lidt. Han er jo en hund med meget lyd på og til tider noget krukket og hysterisk. Så jeg fortsatte det, jeg var i gang med. Meget hurtigt kom Buster hen til mig, kiggede intenst på mig, løb hen til døren, kiggede på Django og så på mig og Django igen, kom tilbage til mig og startede forfra. Okay, tænkte jeg, han prøver da vist at fortælle mig noget, så jeg rejste mig og gik med ud. Her blev jeg mødt af Django, der humpede afsted på tre ben og så meget ynkelig ud. Når han en sjælden gang satte det fjerde ben i jorden, småpev han, trak hurtigt benet op igen og så om muligt endnu mere ynkelig ud. Da jeg kom hen til ham, lagde han sig helt frivilligt ned på ryggen, stak det sårede bagben i vejret og lod mig kigge på det. Igen peb han meget ynkeligt, hver gang jeg rørte ved poten. Der var absolut intet hverken at se eller mærke på det ben. Op at stå igen og humpe rundt. Ganske langsomt begyndte han igen at bruge benet, om end noget ynkelig. Men efter nogle minutter gik han igen helt normalt og pev heller ikke mere. 

Efter først at være bekymret for, hvad der var sket, blev jeg faktisk glad. Ja, det lyder måske underligt, men for det første gjorde det mig helt varm om hjertet, at Buster kom og hentede mig, så jeg kunne hjælpe. De to holder bare sammen som ærtehalm, så dejligt. Dernæst blev jeg rigtig glad, da jeg kom til at tænke på, at Django helt frivilligt lod mig kigge og ikke mindst RØRE ved benet og poten. Ham, der normalt er så hysterisk og sensitiv omkring poter og ben, at jeg normalt aldrig får lov til at røre ved dem, til trods for at jeg har pillet, rodet og raget på dem, lige siden han kom ind af døren. Det vil han bare ikke have, slut punktum! Det viste mig jo, at når nu det for alvor gælder, så ved Django altså godt, at jeg skal have lov til at kigge og føle på poter og ben for at kunne hjælpe. Det gjorde mig glad - og så bekræftede det mig også en lille bitte smule i, at han er og bliver en lille hystade, hehe.

Jeg har i meget lang tid vidst, at det er Buster, der bestemmer - altså i forholdet mellem Buster og Django, for jeg bilder mig ind, at JEG bestemmer over dem begge. Ind imellem har jeg dog været i tvivl, fordi jeg ofte ser, at Django kører rundt med Buster. Som jeg ser det, kører Django stadig på hvalpelicens. Han får f.eks.lov til at bide Buster i halen og trække afsted med ham. Han tager fat i Busters bagben og hiver ham ud over kanten på terrassen. Han møver sig altid ind imellem Buster og mig, når vi kæler, hvilket ofte betyder, at Buster rejser sig og går. Det gider han sgu ikke, Buster. Ofte siger jeg til Buster, at han skal sige fra, men det gør han ikke og jeg tænker tit, at han er en meget tålmodig og god hund, når han finder sig i SÅ meget fra Django. Derfor kan jeg ind imellem godt komme i tvivl om, hvem af de to, der egentlig bestemmer. 

Igår oplevede jeg så en lille, men meget sikker demonstration fra Buster, der i den grad slog fast, at det ER Buster, der har førertrøjen på. Han lå under sofabordet og slappede af. Django lå i gangen foran døren, begge hundes ynglingsplads. Buster rejste sig og gik hen mod gangen. Da han så, at Django lå der, gav han lyd fra sig. Ikke et knur, ikke et pib, men nok mere bare et grynt. Django, der ellers så ud til at sove tungt, sprang op og rykkede sig straks væk fra døren. Buster gik ud og lagde sig, nøjagtig hvor Django havde ligget. Imens stod Django pænt og ventede til stormesteren havde lagt sig og lagde sig så ved siden af - dog med behørig afstand. En meget lille aktion, men med et stort udbytte og en klar demonstration af, hvem der bestemmer, mener jeg. 

De er altså ret sjove, de to.