SIDSTE NYT
marts - august 2015 
Henrik har bedt mig linke til vores "jubilæumsforside" - så det gør jeg lige - HER
3. marts
Vi træner fortsat brug af rampen. Hundene er ikke sådan vilde med den,  og jeg tror egentlig, at vi bør træne dem enkeltvis. Det ER svært at lokke fx Lina op, når Fie og Kela står og maser for at få den godbid, der er lokkemad til hende.
Bemærk venligst, at nu har jeg endelig fået gitter i bilen. Jeg er blevet en ansvarlig hundeejer, der ikke risikerer at hundene flyver ud af forruden ved et sammenstød. Dyyyygtig mig. He he. Det er et fint gitter, der var let at montere på nakkestøtterne. Hundene har endnu ikke brokket sig - og har jo bedre plads bag i bilen, end de havde på bagsædet.
Kela er jævnligt lidt irriteret på sin vilde datter, der jo gør, som Kela har gjort tusind gange med Lina: bide i manken for at opfordre til leg. Men jeg tror, at Kela faktisk synes, det er sjovt, at Fie er lige så vild med at fise op og ned ad skrænterne i skoven, som Kela er. 
12. marts
Med ovenstående billede vil jeg bare sige: Henrik og jeg er meget meget glade for at bo, hvor vi bor - så tæt på så smuk natur.
Som skrevet i vores FB-gruppe forleden, fik Lina jo desværre konstateret spondylose. Hun har nu fået smertestillende piller et par dage - og det kan mærkes. Ikke at hun drøøøner afsted - man er jo ikke helt ung mere   men i det små kan vi se forskel.
Jeg har undersøgt en hulens masse om dette spondylose - som jeg ikke skal belemre jer med, men summa summarum er, at vi skal prøve os frem mht. smertestillende. I perioder ER der ikke nødvendigvis smerter overhovedet. Oh, hvis en hund kunne tale!!! At Lina er en glad hund, der elsker lufteture er vi heldigvis ikke i tvivl om.
Vi er begyndt at få henvendelser på hvalpe fra Fie. Det bliver spændende at finde ud af, om hun vil egne sig som avlshund. Temperamentet er jeg ikke i tvivl om, men nu må vi jo lige se sundhedsresultaterne - når hun er 1½ år.
14. marts
Billederne er ikke særligt gode - men mark- og skovturen med Faiko og Tanja var.  Hundene nød det skønne vejr, og det gjorde vi mennesker også. Vi fik selvfølgelig en masse snak om hunde - og så lige om Putin også  

Findus' Gitte ringede i går for at snakke udstilling og ringtræning og så'n. Findus skal udstilles i Roskilde den 25. april. Henrik og jeg tog en hurtig beslutning og tilmeldte Fie. Sidste frist for tilmelding er den 23. marts. Nu må jeg nok tage mig sammen og deltage i noget ringtræning Dette også fordi, jeg faktisk er usikker på, om en dommer vil få lov til at røre Fie. Dette må afprøves til ringtræning. Da Kela blev udstillet første gang, var hun, som Fie er nu, ikke glad for, at andre rørte hende - men dommeren måtte gerne? 
Efter skovturen er der havehygge. Jeg har fyldt kattemad i aktivitetsdimsen. Den er Fie glad for, og hun er ret god til at få kattemaden møflet ud.
1. april 2015
I dag for 10 år siden kom vores højtelskede Lina til verden. Tillykke tillykke tillykke til en af verdens allerdejligste hunde. Hvor har Lina givet meget lykke til mig, til os og til alle, der har et af hendes børn eller børnebørn.
Med sit blide sind, sin glæde ved  mennesker, sin umådelige ro og sit kærlige væsen er Lina noget ganske særligt - og ikke kun for Henrik og mig
Fødselsdagen skulle have været fejret med en masse tid på musemarken. Men netop som vi kom til denne, begyndte regnen at vælte ned. Nu må vi se, om der kommer tørvejr senere i dag - men fejring bliver der ihvertfald med masser af lækkerier.
senere på Lina fødselsdag
Regnen drev forbi - og Henrik tog fødselsdagsbarnet og "de andre" med på musemarken
Hjemme igen blev der kastet frolic'er på græsplænen. Dette er IKKE en daglig forteelse, da både Lina og Kela skal tabe sig. Men i dag er en særlig dag, så Lina får lov til at gufle løs. Det nyder Kela så også godt af Fie er ikke så stort spisende - og ved perfekt huld, så hun får bare så meget mad, hun nu gider æde.
Kela skal i øvrigt på skånekost de næste par dage. Lidt rigeligt kødbensspiseri har givet hende hård mave. Hun pev, da hun skulle pølse tidligere i dag, og jeg kunne konstatere, at hun har blødt lidt bagi - og har en rift. Dyrlægen anbefalede parafinolie og skånekost et par dage (ris og kylling). Jeg håber, at det er OK, at Kela lige fik et par frolic'er eller syv.   
8. april
Fie har sit yndlingslegetøj. Den pippende fugl hører til dette. Om det var derfor, at Kela, i dag, snuppede pipfuglen og drønede rundt med den, ved jeg ikke, men der kom en dejlig omgang leg ud af det. Det er så super skønt at opleve de to's leg - og så dejligt at der kommer mere og mere gang i Kela. Hun HAR været noget sløv efter sidste løbetid - og lidt længere tid end normalt.
I dag skal Fie og jeg til ringtræning for første gang for os begge. Det bliver ret spændende. Måske kommer Findus også.
Jeg er egentlig slet ikke sikker på, at dette er det optimale tidspunkt at udstille Fie første gang. Hun er ikke synderligt lydig pt  
At Fie-sikre haven synes indimellem at være en umulig opgave. Først fik det lille stykke lave hegn i forhaven forhøjninger. Så fik det plastiktagplader. Så fik det mere plastiktagplade - ved busken. I dag har jeg så suppleret med et havebord, fordi Fie IGEN befandt sig på den forkerte side af hegnet. Jeg aner ikke, hvordan i alverden hun er kommet ud??
Baghavens hegning fik også lige et ekstra havebord + et stykke espalier. Hvis hun kan komme ud nu, må hun saftsuseme kunne flyve 

"ER jeg ikke bare en dygtig hund?"
11. april

TILLYKKE TILLYKKE TILLYKKE TIL A-KULDET med de 7 år i dag.

TILLYKKE til Aslan, Aluka, Akema, Aiko, Aleiko, Amadeus og Akela.

den 11. april 2008
I skrivende stund er klokken 11.01. For 7 år siden præcis nu, fødte Lina sin første hvalp. Det var en fantastisk dag - og et fantastisk kuld vidunderlige hvalpe.

Denne ganske særlige formiddag, som startede vores liv som opdrættere, glemmer hverken Henrik eller jeg nogensinde. Jer, der var skrevet op til en af hvalpene, glemmer nok heller ikke lige denne dag - især ikke Anja og Mogens, der var på besøg aftenen før og faktisk gjorde mig opmærksom på, at Lina var gået i gang med at gøre sig klar til fødsel: "Trækker hun normalt vejret på den måde?" spurgte Anja. Næh. Det gjorde Lina faktisk ikke
Henrik nåede hjem fra arbejde, inden anden hvalp kom. Solen skinnede. Lina var uendeligt dygtig. Vi var uendeligt lykkelige.

Hvor mange efterkommere af Lina, der er nu, har jeg faktisk ikke helt styr på - men det er omkring 112. Selv har vi lavet de 40. Det er en lidt fantastisk tanke

- Og så lige en lille erindringsfilm http://eurasier-catalina.dk/sidste.html

Aslan (Basse)

Aluka (med Aleikos datter, Bjanka)

Akema

Aiko

Aleiko

Amadeus

Akela

nogle af A-hvalpene sammen med far Nilo
- Og så har jeg jo slet ikke fået fortalt om vores ringtræning i onsdags
Der var syv eurasiere og en grand danoir. Det var dejligt at se lækre Findus og hans Gitte. Han var vældig begejstret og glad for Henning - vores træner. I forhold til at løbe pænt rundt var Findus lige lovlig begejstret. He he. Fie var faktisk dygtig til at løbe pænt rundt - men hun var seriøst utryg, og Henning skulle IKKE røre hende. Gitte og jeg snakkede om, at en blanding af de to ville være helt perfekt
Det var ikke rart at opleve Fie så utryg. Det har jeg aldrig set før. Henrik og jeg slår os selv i hovedet, fordi vi ikke har været gode nok til at tage Fie på ture for sig selv. Hun HAR fået aleneture, men slet ikke nok. At hun ikke vil lade sig røre af fremmede bekymrer mig ikke. Det ville Kela heller ikke, da hun var på Fies alder. Det kan man ikke påstå, at hun ikke vil i dag.
Henning "beordrede" nul ture med mor og mormor fra nu. Det kommer vi ikke til at holde helt, men Fie vil få en alenetur hver dag i den kommende tid. I dag har hun og jeg fx været på gågadetur i Værløse. I morgen satser jeg på en tur i hundeskov med hende alene. Satser, fordi vi skal have forsinkede påskegæster og dermed får lidt travlt - men en alenetur får hun med sikkerhed. Det er faktisk også ret hyggeligt at have kun hende med på ture - og også fint for de to store at have ture for sig selv. Om Fie bliver klar til udstilling den 25. ved jeg ikke. Fred være med det. Hvis ikke hun er det, venter vi bare. 

Fie og Findus
28. april
Vi valgte ikke at udstille Fie. Kan dommeren ikke få lov til at røre hunden, får den alligevel ingen bedømmelse - og hvorfor få en dårlig oplevelse, der ikke giver mening? Heldigvis ER Fie stille og roligt ved at turde nærme sig fremmede - og fremmede kvinder må røre hende, hvis de ikke er for anmassende. Det sjove er, at Fie er vildt nysgerrig på alt og alle - bare ikke lige til ringtræningen første gang, men på skovture vil hun vældig gerne tæt på både fremmede hunde og mennesker. Sidstnævnte holder hun bare en meters afstand til. De KUNNE jo finde på at grabse ud efter hende. He he. De fleste synes, at denne afstand er æv. Vi får uendelig mange rosende ord om den lille røde. Fremmede folk kan så få lov til at nusse og kæle med de to store. 
Kela er i voldsom fæld nu, så vi kan forvente løbetid snarest. Hanhunde er også begyndt at snuse en ekstra gang eller to
Lina får nu smertestillende medicin jævnligt p.gr.af hendes spondylose. Det virker SÅ godt. Hun får en uges tid og holder så pause, indtil vi kan fornemme stivhed/ømhed i hendes krop igen. I menneskeår er Lina omkring 70, så der er ikke noget at sige til, at hun skranter lidt. Med det smertestillende er hun glad og rørig - og jublende fjantet, når vi lægger an til en skovtur.

Fie har haft snuden i jorden - som vanligt

Lina er stadig den allesmukkeste vidunderlighed i mine øjne

Kela er en dejlig slidt kamel pt.

træstammevandring ER sjovt


ups - vandgang, fordi Fie SKUBBEDE!!!
23. maj 2015
I DAG ER DET F-KULDETS FØDSELSDAG.
STORT TILLYKKE til Findus, Feline/Fauna, Faiko, Fenja, Felix, Freddie og Fie med
jeres første år.

Hvilken fantastisk dag for ét år siden. Hvilke fantastiske døgn faktisk. Kela startede jo sin opblokning om morgenen den 22. maj og så gik der ellers et døgn, før den første hvalp var født. Det var Freddie, og klokken var 8.24
Den sidste lille pige kom lidt over 10 om aftenen. Hun klarede desværre ikke livet,  men hendes syv søskende gjorde i den grad - livskraftige og lækre på alle måder.

Det er så dejligt og sjovt at følge de syv - at høre fra Findus', Faunas, Faikos, Fenjas, Felix' og Freddies familier om, hvordan de nu arter sig.  At høre og mærke, hvor glade hvalpenes familier er for "vores små" er så så skønt. Igen igen kan vi sige, at vi har verdens bedste hvalpefamilier

Jeg sendte det lille spørgeskema til F'erne og har fået svar fra Fenja, Felix, Freddie og Fauna i skrivende stund. Senere i dag får jeg svarene lagt ind - og måske kommer der også lidt flere fødselsdagsbilleder
 

Felix

Faiko

Feline/Fauna

Findus

Fenja

Freddie


Fie
Så er der beskrivelser af fem af F-hvalpene HER.
Vores lille (hun ER lidt lille) Fie fik en bideting med lyd og et stort lækkert kødben i fødselsdagsgave.
Beklageligvis besluttede Lina, at ALLE kødben i haven var hendes. Hun var virkelig virkelig strid faktisk. Da Kela og Fie ikke sådan umiddelbart var kødbenssultne og dermed ikke lige gik i gang med deres kødben,  mente Lina, at de overhovedet ikke skulle NÆRME sig nogle ben. Lina var faktisk heller ikke kødbenssulten, men hun vogtede over alle tre, der lå spredt i haven. Nærmede Kela eller Fie sig et ben, fik de klar besked på at fise af. Jeg fortalte Lina, at hun simpelthen var for grov. Hun gav mig et venligt overbærende blik - og fortsatte sin "jeg er store politimester" ageren. Så blev hun lukket ind i stuen, hvorefter KELA tog politimesterkasketten på overfor Fie og kødbenene. Jamen altså........
29. maj 2015
HVOR PINLIGT - jeg glemte vores allerdejligste C-kulds fødselsdag i går.
STORT TILLYKKE til Caisa, Charlie, Celia, Celina, Chili, Chivas og Cenja. Cæsar lever desværre ikke mere. Stort tillykke med de 5 år.
Hvis nogle føler for at sende fødselsdagsbilleder, så vi kan se jeres 5-års hunde vil det være rigtig dejligt
 STORT TILLYKKE også til vores skønne skønne B-kuld, der fylder 6 år i dag.
Tillykke til Benito, Buster, Bastian, Babushka, Barko, Beluca og Bianca.
Fødselsdagsbilleder vil også være super velkomne fra jer - og måske et par ord med 
Også Kela valgte at føde denne 29. maj. STORT TILLYKKE til vores D-hvalpe. Tillykke til Django, Darco, Dina og Dino med 4 års fødselsdagen.
Behøver jeg gentage det med fødselsdagsbilleder?

Hvor er det fantastisk at tænke tilbage på disse særlige majdage - tre år i træk.
10. juni
Som skrevet i FB-gruppen skal Lina steriliseres i morgen. Det har jeg det IKKE godt med, men det har jeg det bedst med alligevel. Giver det mening? Vores vidunderlige Lina har været så sund og rask altid - indtil hun blev omkring ni år og fik gigt og spondylose. Jeg har været sund og rask, indtil jeg var 58 og fik konstateret knogleskørhed. HE HE. Lina og jeg er ved at blive hmmmmmmm ældre. Det tager vi med, for alternativet er kedeligt   Lina skal steriliseres, fordi hun nu er kommet i løbetid for tredje gang på et halvt år. Dette KAN være tegn på sygdomme i livmoderen.
Vores Fie er stadig temmelig anderledes end Lina og Kela. Hold da KÆFT, hvor hun er en bide-i-stykker hund OG en vandglad hund. Lina og Kela sopper gerne, men svømmer ikke. Fie er vild med vand. I dag gik jeg et stykke ud i søen for at se, om frøken Fie fulgte efter. Det gjorde hun - svømmede ud til mig.
- Og her er så nogle kødbenbilleder. Vi har fået kød fra Das Tierhotel i dag - bl.a. med  gode ben.
16. juni
Nu skal vores hjemmeside jo ikke gå helt i stå, bare fordi vi har fået en FB-gruppe
Det går så super fint med Lina efter sterilisering - over al forventning faktisk. Hun er glad og fjantet - og piver efter hanhunde??? Fie og hun hygger sig gevaldigt, og Kela er småirriteret, fordi Lina ter sig fjollet overfor hende.
Det fungerer rigtig godt med Linas bodystocking. Den er åben bagtil hele dagen nu, og hun er ikke specielt obs på sit ar - som er fint fint at se på. Om natten lukker vi bodystockingen - sådan bare for en sikkerheds skyld. Lina skal have fjernet stingene på mandag, og så slipper hun for at have tøj på
Kela har nu været i løbetid/blødt i 35 dage. Dette er afgjort ikke normalt, men scanning i går viste, at der ikke er noget unormalt at spore på hendes æggestokke. Jeg er nok lidt for, at hun også bliver steriliseret. Så  må vi tage eventuel voldsom pelsvækst med. Koks i hormonerne KAN jo være tegn på øget risiko for livmoderbetændelse - og hellere meget pels end dette.
Som det utålmodige menneske, jeg nu altså er, besluttede jeg for noget tid siden, at Fie skal røntgenfotograferes før tid - dvs. før hun er 1½ år. Hvis hendes hofte- og albueresultater ikke er perfekte - og dyrlægen vurderer, at dette KAN skyldes, at de ikke har "sat sig" endnu, bliver hun bare tjekket igen. Fie skal røntgenfotograferes på torsdag. Jeg er SÅ spændt. Vi vil jo dermed få at vide, om Catalejmas skal have hvalpe igen. Mht. Fies sind er jeg ret sikker på, at hun er helt fin. Jeg kunne egentlig unde enhver at have en Fie i huset. Hun er skide besværlig, fordi hun er en uregerlig lille dims - men for faen, hvor er hun charmerende, kærlig, sjov og skøn Mht. fremmede mennesker bliver hun også mere og mere tryg. Hvis de bare lader være med at grabse ud efter hende - eller klappe hende på hovedet, er de faktisk vildt spændende og helt OK. 
- Og så SKAL vi da også have billederne med af allerdejligste Darco og et af hans søde mennesker - søde Line, og stort tillykke med huen

to dejlige

åh, så smukke øjne og farver
12. juli
STORT TILLYKKE MED 3-ÅRS FØDSELSDAGEN TIL E-KULDET
Tillykke til Enrico, Elaika, Eddie, Enzo, Enya, Eida og Eiko. Tillykke til vores sommerhvalpe, som måtte have varierede køleelementer i hvalpekassen for at holde heden ud.
E-kuldet fik sandkasse og bjerg - og var vilde med begge dele. Fantastisk dejlige var de alle syv. Det er de heldigvis stadig - siger deres familier   

12. august

Så fik vi endnu en omgang skønne dage i  "Fristedet" ved Haurvig. Vi måtte lige tage med, at jeg slås lidt med borreliose - eller hvad faen det nu er, men vi nød dette udsøgte sted i fulde drag - alle fem
Vi var RET spændte på, hvordan frøken Fie ville arte sig. De to store er jo udsøgt gode til at holde sig på grunden. Fie er en noget uregerlig vildbasse. Men det GIK faktisk rigtig rigtig fint. Vi var obs på hende og havde minifrikadeller og en fløjte klar. He he. Lagde den lille røde an til at smutte, blev der fløjtet - og SÅ vankede der en halv minidelle. De to store skyndte sig hen for også at få en lille bid - selv om de sådan set bare behøvede "skynde sig hen" 1½ meter fra dellen. Dog SKETE det desværre, at Fie smuttede over bakken og på udflugt. Hun kom, når vi fløjtede - men hun var også så uhøflig at gø af naboen - på naboens grund. Det brød den tyske nabo sig ikke om - helt forståeligt - og Fie var i lang snor herefter. Det brød hun sig ikke så vældigt om, men vi forklarede hende, at det var hun sørme selv ude om. Jeg er ikke heeelt sikker på, at hun forstod forklaringen 
Vildbassehunden er vild med vand - og gik med mig (der også er vild med vand - især bølger) ud i det vilde Vesterhav. Hvor de to store hunde gerne trækker sig planmæssigt tilbage, når bølgerne ruller ind, tumlede Fie glad med ud i dem.
Lina lavede gerne sit helt eget show, når vi gik ture. Hun kunne se ååååååååååh så plaget ud over at skulle op over en klit - for kort efter at tumle glad omkring i fuld firspring. Lina er blevet SÅ meget "jeg er en ældre dame, der har lov til at bestemme selv og ikke bør presses, fordi jeg er lidt skrøbelig" OG en fjantet vovse, der drøner afsted. Vi er meget meget glade for beslutningen om at sterilisere hende. Det synes at have taget et par år af hendes alder.
Kela var så uendelig rørende en af dagene derovre vestpå - en dag, hvor jeg havde det lige lovlig skidt. Hun nægtede at gå tur med Henrik og de andre to - gik med ud til grusvejen og lagde sig dér - og blev LIGGENDE! Henrik måtte gå tilbage med hende, da han kunne se, at hun ikke agtede at følge med - og så lagde Kela sig ved siden af mig og blev der, mens de andre gik tur.
I dag har Kela fået gnisten i øjnene tilbage - og jeg har en fantastisk dag. Kela og jeg har besluttet, at nu må det være slut med falsk drægtighed og sygdom Vi regner med, at Kela bliver steriliseret som Lina. De eventuelle pelsproblemer må vi tage, som de kommer. Både hun og Lina vil, efter al sandsynlighed, lave mere underuld. Men så må vi jo bare børste dem igennem noget oftere.  
Hop til næste omgang sidste nyt
TILBAGE TIL FORSIDENTIL SIDSTE NYT - INDEX