Nytårsangst træning

Buster med thundershirt
En nytårsangst hund er et mareridt - for både hund og ejer. Her fortæller Birte sin og Busters historie om arbejdet med en hund, der blev skræmt. Buster er Linas søn. Busters "lillebror", Django, som også er med i beretningen, er Kelas søn.
Lidt forhistorie:
Da Buster flyttede ind hos os, var han fuldstændig ligeglad med fyrværkeri og anden larm og derfor gjorde jeg absolut intet for at sætte mig ind i, hvad det vil sige at have en skudangst hund. Det har jeg godt nok fortrudt mange gange siden, for havde jeg vidst lidt om, hvordan man håndterede den slags, var det aldrig blevet så slemt for Buster, som det desværre blev.

Selv om Buster jo var ligeglad med fyrværkeri, var der ingen grund til at udfordre skæbnen, så vi gik vores eftermiddagstur noget tidligere end normalt på hans første nytårsaften. Han var fuldstændig upåvirket og alt gik fint, lige indtil vi næsten var hjemme og der blev affyret en raket lige på den anden side af hækken. Både Buster og jeg blev forskrækkede, han stivnede, vendte om og løb i strakt galop tilbage, hvor vi kom fra. Jeg blev noget overrumplet og havde travlt med bare at følge med og holde fast i snoren, for han er jo en stærk hund. Da der endelig kom ro over ham igen, fortsatte vi turen tilbage af den vej, vi var kommet. Det fandt jeg så senere ud af, at vi aldrig skulle have gjort. Istedet skulle vi være gået tilbage og forbi den hæk, hvor der blev affyret en raket for at vise Buster, at der absolut intet var at være bange for. Havde jeg dog bare gjort det.....

Resten af nytårsaften var mildest talt hæslig set med hundeøjne. Buster tilbragte det meste af aftenen under sengen, hvor han rystede og hyperventilerede konstant. Når han ikke lå under sengen, løb han hvileløs rundt i huset, skrabede i gulvet, peb og havde det bare rigtig svært. Nøj, hvor var det svært ikke at ynke ham, men det må man jo endelig ikke. Så meget havde jeg dog styr på!

Her efter besluttede Buster, at han ikke ville ud at gå efter mørkets frembrud. Nogle gange strøg han lige udenfor havelågen, tissede og ville ind igen. Andre gange ville han overhovedet ikke ud. Vi var så dumme, at vi i et stort omfang lod Buster styre, om vi skulle det ene eller det andet, for vi vidste jo ikke bedre, men det gjorde blot ondt værre. Når det endelig lykkedes at få ham med - som oftest fordi vi tvang ham - var han meget trykket og konstant på vagt overfor alle lyde. Blev der skudt af, vendte han rundt og løb hjem. Det var helt umuligt at få kontakt til ham, fordi han var panisk angst. Samtidig var det nærmest umuligt at stoppe ham. Når jeg forsøgte, endte det tit med at han nærmest kravlede hen af vejen, for hjem, det skulle han. Nogle gange fik han revet kløerne til blods,fordi han så stædigt bare skulle hjem....eller nok mere bare væk fra larmen.

Året efter fik han Zylkene, et angstdæmpende middel, i ugerne op til nytår. Det tog lige toppen, men hjalp egentlig ikke meget. Jeg kunne have valgt at give ham sovemedicin, hvilket jeg helst ville undgå, da jeg havde læst, at det kunne gøre mere skade end gavn, hvis man ikke fik "slået hunden helt ned". I så tilfælde ville det blot have en forstærkende effekt på angsten, da hunden ville føle sig handlingslammet om end sløv. 

Angsten udviklede sig desværre mere, hvilket bl.a. betød, at Buster også blev bange for tordenvejr. Så meget, at når der bare blev overskyet og mørkt - altså tegn på regn - begyndte at han at vandre hvileløs rundt i huset, peb og skrabede i gulvet. Når det så tordnede, reagerede han med at ryste og hyperventilere og var overhovedet ikke til at komme i kontakt med.

På et tidspunkt tog vi kontakt til Anette Gertsen, Dansk Eurasier Klubs adfærdsbehandler, som telefonisk gav mig nogle værktøjer til at arbejde med Busters angst.

Når Buster blev bange for diverse larm, skulle jeg uden at hverken tale til ham eller få øjenkontakt med ham, gå hen og give ham snoren på for så at gå tilbage til f.eks. sofaen og sætte mig og fortsætte med, hvad jeg nu var igang med, f.eks. læse en bog, se fjernsyn osv. stadig uden at hverken kigge på hunden eller tale med den, men bare ignorere den. Et par fingre i halsbåndet kan være med til at vise hunden, at det er dig, der har styr på situationen og at den kan slappe af. Når jeg så kan mærke på vejrtrækningen, at han slapper mere af, skal jeg rose lige så stille. Ikke noget med høj, glad stemmeføring, bare et stille "Dygtig, Buster" og så ellers ignorere ham igen. Sådan bliver man ved, indtil hunden er helt afslappet. Det gør man for at vise hunden, at alting er fuldstændig normalt og der er absolut intet at være bange for. 
Anette sagde, at det i starten kunne være en rigtig god ide at give ham snoren på for overhovedet at få ham med hen til en. Efterhånden som hunden vænner sig til "seancen", kan man nøjes med et par fingre i halsbåndet.
 
Samme fremgangsmåde har vi brugt på gåturen, når der blev skudt af eller anden larm, der gjorde Buster bange.
Da jeg jo også har Django, har jeg fået dobbelt så meget motion omkring nytåret, fordi jeg har gået tur med dem hver for sig. Dels har det været nødvendigt, da Buster jo er superstærk, men ligeså meget for at have fuld koncentration på Buster. Her har det så holdt noget hårdere end hjemme, fordi han jo lægger mange kræfter i at komme hjem i en fart. Jeg har flere gange stået og klamret mig til en lygtepæl for at tvinge Buster til at blive. Nu er det ret komisk, men tro mig, det var det bestemt ikke i situationen.
Ved at tvinge Buster til at blive på stedet, fik vi langsomt lært ham, at han skal sætte sig istedet for at forsøge at løbe væk. Mange mange gange har Buster siddet på fortovet rystende som et espeløv, mens jeg har haft et godt tag i snoren og et par fingre i halsbåndet og ventet på, at Buster faldt til ro.

Det har været et meget langt og sejt træk at træne ham. Det har tit betydet, at Buster og jeg har siddet oppe i flere timer om natten under tordenvejr eller har stået/siddet på gaden. Sidstnævnte nogle gange med kommentarer fra folk om, at jeg mishandlede min hund. De
vidste jo ikke, hvad der foregik, men kunne bare se en rystende bange hund, der blev tvunget til at blive siddende.

Egentlig ret hurtigt begyndte jeg at kunne se små fremskridt hos Buster. Han begyndte at falde hurtigere til ro både inde og ude og han begyndte selv at søge mig, når der var optakt til uvejr eller andet. Det gjorde, at jeg stædigt blev ved med at træne med ham.

På et tidspunkt hørte jeg om Thundershirten, som er en slags dækken, der sidder helt stramt og tæt til kroppen. Det skulle give et let pres på hundens nerver og dermed hjælpe den med at slappe af. Min første tanke var, at det næsten var for godt til at være sandt, men samtidig at det jo ikke kunne skade at prøve. Egentlig kunne jeg ikke tillade mig at lade være.

Man skal bruge lidt tid på at vænne hunden til at have trøjen på og det kan altså godt betale sig, for den virker. 
Busters første nytårsaften i Thundershirten gik godt. Det meste af aftenen tilbragte han liggende ved siden af mig på gulvet med hovedet i skødet på mig. Det hjalp så også voldsomt, at Django, der heldigvis er fuldstændig ligeglad med fyrværkeri, lå ved siden af ham og ind imellem slikkede ham i mundvigen for at fortælle ham, at alt var helt i orden. Det var meget rørende at se på. Lige omkring midnat knækkede filmen for ham og Buster måtte en tur ind under sengen. 

Ud over Anettes værktøjer, har jeg så selv indført forskellige regler, som har virket for os. Vi bor i et område, hvor der er blevet skudt lystigt af tre uger før og efter nytår. Derfor har jeg så vidt muligt ikke gået tur med Buster efter kl. 16.00, som af uvisse årsager nærmest er startskudet til affyring af fyrværkeri. Samtidig har jeg vænnet mig til at give Buster trøjen på, så snart jeg kom hjem fra arbejde. Den har bestemt hjulpet ham til at bevare roen.

Samtidig lukker jeg alle døre ind til stuen i et forsøg på at mindske støjen og give Buster et mindre rum at agere på, måske lidt huleagtigt uden at være det. Det lyder måske fjollet, men min oplevelse er, at det har en positiv virkning.

Der udover leger og træner jeg i den periode mere med hundene end normalt. Gåturene bliver ikke helt så lange som ellers og derfor er det ekstra vigtigt at lave diverse hjernegymnastik og andet for at brænde energi af. Jeg har efterhånden et lille lager af forskellige lege/øvelser at tage af, f.eks. forskellige måder at finde godbidder på. Nogle lege gemmer jeg resten af året til den her periode, så Buster virkelig skal bruge hjernen mere end normalt. 

Så har jeg altid fryseren fyldt med forskellige lækre ting som en Kong eller et marvben fyldt med leverpostej, torskerogn, smøreost eller andet godt. Hundene elsker det og de skal bruge laaaang tid og kræfter på at slikke den frosne lækkerbid ud af Kong'en.

Hvis man vælger at bruge en Thundershirt, skal man huske at give hunden den på regelmæssigt hele året rundt - også når der ikke er behov for det. Hvis man kun bruger den, når "uheldet er ude", risikerer man nemt, at hunden forbinder trøjen med ubehag og derfor ikke vil have den på. Det skal gerne være sådan, at hunden selv kommer for at få den på, når man finder den frem, fordi hunden helst skal forbinde trøjen med noget rart, måske en ekstra sjov leg eller en superlækker godbid eller fem.

Afslutningsvis skal lige nævnes at Busters sidste nytårsaften var den fredeligste nytårsaften, han nogensinde har haft. Hvor han før kæmpede for at finde bare lidt ro, tilbragte han hele aftenen iført Thundershirten liggende med hovedet under sofaen. Han lå tæt på os, men havde ikke behov for at være helt tæt på som f.eks. sidste år. I år var han afslappet og rolig hele aftenen. Jeg tror oven i købet, at han ligefrem tog sig en lille lur af og til. Omkring midnat måtte han dog lige hen og ligge helt tæt op af mig, men var stadig meget rolig og afslappet. 
Jeg kan godt love, at det her i huset er MEGET STORT!

Som Anette sagde, så kan man aldrig helt fjerne hundens angst, men man kan lære den at leve med den. Det har været en meget laaang rejse for os og vi er endnu ikke helt i mål, men rigtig godt på vej.

En god kombination af Anettes gode råd, Thundershirten og umådelige mængder af stædighed og vedholdenhed har været vejen for os. Det har godt nok været drøjt ind imellem, men som sagt har bare de mindste ændringer til det bedre, hjulpet mig til at holde fast og fortsætte. 

Så er jeg også helt sikker på, at det, at Django er fuldstændig ligeglad med fyrværkeri, har hjulpet Buster til at forstå, at det nok alligevel ikke er så farligt endda. Det har været så rørende at se, hvordan Django har hjulpet Buster. En bliver helt varm om hjertet. 

Jeg fryder mig i den grad på Busters vegne over, at vi begge har været meget stædige og vedholdende i vores træning, for hold da helt op hvor det har givet pote!

Buster og Django (forrest)
TILBAGE TIL FORSIDENTIL TIPS OG IDÉER MV.