Lidt forhistorie:

Da Buster flyttede ind hos os, var han fuldstændig ligeglad med fyrværkeri og anden larm og derfor gjorde jeg absolut intet for at sætte mig ind i, hvad det vil sige at have en skudangst hund. Det har jeg godt nok fortrudt mange gange siden, for havde jeg vidst lidt om, hvordan man håndterede den slags, var det aldrig blevet så slemt for Buster, som det desværre blev.

Selv om Buster jo var ligeglad med fyrværkeri, var der ingen grund til at udfordre skæbnen, så vi gik vores eftermiddagstur noget tidligere end normalt på hans første nytårsaften. Han var fuldstændig upåvirket og alt gik fint, lige indtil vi næsten var hjemme og der blev affyret en raket lige på den anden side af hækken. Både Buster og jeg blev forskrækkede, han stivnede, vendte om og løb i strakt galop tilbage, hvor vi kom fra. Jeg blev noget overrumplet og havde travlt med bare at følge med og holde fast i snoren, for han er jo en stærk hund. Da der endelig kom ro over ham igen, fortsatte vi turen tilbage af den vej, vi var kommet. Det fandt jeg så senere ud af, at vi aldrig skulle have gjort. Istedet skulle vi være gået tilbage og forbi den hæk, hvor der blev affyret en raket for at vise Buster, at der absolut intet var at være bange for. Havde jeg dog bare gjort det.....

Resten af nytårsaften var mildest talt hæslig set med hundeøjne. Buster tilbragte det meste af aftenen under sengen, hvor han rystede og hyperventilerede konstant. Når han ikke lå under sengen, løb han hvileløs rundt i huset, skrabede i gulvet, peb og havde det bare rigtig svært. Nøj, hvor var det svært ikke at ynke ham, men det må man jo endelig ikke. Så meget havde jeg dog styr på!

Her efter besluttede Buster, at han ikke ville ud at gå efter mørkets frembrud. Nogle gange strøg han lige udenfor havelågen, tissede og ville ind igen. Andre gange ville han overhovedet ikke ud. Vi var så dumme, at vi i et stort omfang lod Buster styre, om vi skulle det ene eller det andet, for vi vidste jo ikke bedre, men det gjorde blot ondt værre. Når det endelig lykkedes at få ham med - som oftest fordi vi tvang ham - var han meget trykket og konstant på vagt overfor alle lyde. Blev der skudt af, vendte han rundt og løb hjem. Det var helt umuligt at få kontakt til ham, fordi han var panisk angst. Samtidig var det nærmest umuligt at stoppe ham. Når jeg forsøgte, endte det tit med at han nærmest kravlede hen af vejen, for hjem, det skulle han. Nogle gange fik han revet kløerne til blods,fordi han så stædigt bare skulle hjem....eller nok mere bare væk fra larmen.

Året efter fik han Zylkene, et angstdæmpende middel, i ugerne op til nytår. Det tog lige toppen, men hjalp egentlig ikke meget. Jeg kunne have valgt at give ham sovemedicin, hvilket jeg helst ville undgå, da jeg havde læst, at det kunne gøre mere skade end gavn, hvis man ikke fik "slået hunden helt ned". I så tilfælde ville det blot have en forstærkende effekt på angsten, da hunden ville føle sig handlingslammet om end sløv. 

Angsten udviklede sig desværre mere, hvilket bl.a. betød, at Buster også blev bange for tordenvejr. Så meget, at når der bare blev overskyet og mørkt - altså tegn på regn - begyndte at han at vandre hvileløs rundt i huset, peb og skrabede i gulvet. Når det så tordnede, reagerede han med at ryste og hyperventilere og var overhovedet ikke til at komme i kontakt med.

På et tidspunkt tog vi kontakt til Anette Gertsen, Dansk Eurasier Klubs adfærdsbehandler, som telefonisk gav mig nogle værktøjer til at arbejde med Busters angst.

Når Buster blev bange for diverse larm, skulle jeg uden at hverken tale til ham eller få øjenkontakt med ham, gå hen og give ham snoren på for så at gå tilbage til f.eks. sofaen og sætte mig og fortsætte med, hvad jeg nu var igang med, f.eks. læse en bog, se fjernsyn osv. stadig uden at hverken kigge på hunden eller tale med den, men bare ignorere den. Et par fingre i halsbåndet kan være med til at vise hunden, at det er dig, der har styr på situationen og at den kan slappe af. Når jeg så kan mærke på vejrtrækningen, at han slapper mere af, skal jeg rose lige så stille. Ikke noget med høj, glad stemmeføring, bare et stille "Dygtig, Buster" og så ellers ignorere ham igen. Sådan bliver man ved, indtil hunden er helt afslappet. Det gør man for at vise hunden, at alting er fuldstændig normalt og der er absolut intet at være bange for. 

Anette sagde, at det i starten kunne være en rigtig god ide at give ham snoren på for overhovedet at få ham med hen til en. Efterhånden som hunden vænner sig til "seancen", kan man nøjes med et par fingre i halsbåndet.

 

Samme fremgangsmåde har vi brugt på gåturen, når der blev skudt af eller anden larm, der gjorde Buster bange.

Da jeg jo også har Django, har jeg fået dobbelt så meget motion omkring nytåret, fordi jeg har gået tur med dem hver for sig. Dels har det været nødvendigt, da Buster jo er superstærk, men ligeså meget for at have fuld koncentration på Buster. Her har det så holdt noget hårdere end hjemme, fordi han jo lægger mange kræfter i at komme hjem i en fart. Jeg har flere gange stået og klamret mig til en lygtepæl for at tvinge Buster til at blive. Nu er det ret komisk, men tro mig, det var det bestemt ikke i situationen.

Ved at tvinge Buster til at blive på stedet, fik vi langsomt lært ham, at han skal sætte sig istedet for at forsøge at løbe væk. Mange mange gange har Buster siddet på fortovet rystende som et espeløv, mens jeg har haft et godt tag i snoren og et par fingre i halsbåndet og ventet på, at Buster faldt til ro.

Det har været et meget langt og sejt træk at træne ham. Det har tit betydet, at Buster og jeg har siddet oppe i flere timer om natten under tordenvejr eller har stået/siddet på gaden. Sidstnævnte nogle gange med kommentarer fra folk om, at jeg mishandlede min hund. De