UGE 1 G-kuldet | |||
15. august DET var godt nok lidt af en fødsel. Fie havde det obligatoriske temperaturtab søndag morgen - den 13. august. Vi ventede spændt på veer hele den dag - og nat. Vi ventede fortsat den 14. august. Natten til den 15. gik vandet, men der kom ingen veer. Jeg blev bekymret, og vi kørte til vagtdyrlæge. Den nærmeste var Karlslunde Dyrehospital. Her fik Fie kalk og vestimulende medicin. På vej hjem i bilen havde hun et par små presseveer. Hjemme havde hun lidt flere, men der kom ingen hvalpe. Jeg ringede bekymret til egen dyrlæge lidt over 9. Hun anbefalede, at vi kørte til Karlslunde igen, hvis der ikke var sket noget senest klokken 10. Desværre havde Lone, vores egen dyrlæge, ikke tid/mulighed/personale til at klare et eventuelt kejsersnit - og det var dette, der kunne komme på tale. Jeg ringede til Karlslunde, og hér anbefalede dyrlægen, at vi kørte med det samme. Efter undersøgelser af Fie (indvendigt, scanning og røntgen) anbefalede dyrlægen akut kejsersnit - for ikke at risikere at miste hvalpe. Åh det var tungt. Vores allerdejligste G-kuld blev født omkring halv tolv. Fire store bamser på omkring 500 gram hver. Vi vejer selv senere i dag. Den ene var slap, men man fik liv i den. Fie havde fået to pigehvalpe og to hanhvalpe. Her er Fie og børnene på dyrehospitalet. Fie er stadig groggy af narkose. | |||
På
vej hjem i bilen var Fie stadig groggy. Hvalpene, som vi havde i en
lille kurv, pev og møflede rundt. Fie virkede lidt forvirret over dem -
og ikke synderlig interesseret. Det var en LANG tur hjem - med bunker
af bekymringer ("vil hun tage sig af de små?"). Men de blev gjort til
skamme Vel hjemme fik vi Fie op i hvalpekassen (havde først lige måttet bede Kela fise UD af den. He he). Hun skulle presses lidt til at lægge sig - men SÅ kom der mad. Jeg kogte en kylling til hende søndag, og da hun ikke havde spist siden søndag morgen, var hun sulten - MEGET sulten. | |||
Efter at have konsumeret en temmelig god del af kyllingen, slappede Fie af med sine børn - dvs. alle fem faldt i en dejlig søvn. Hun har lige været i haven et øjeblik, men styrtede ind, da hvalpene sagde piv. Jeg håber, vi får mulighed for at veje hvalpene senere (for at kunne følge trivslen), men vi vil ikke forstyrre roen, så måske bliver det først i morgen. Mht. hvalpenes farver troede jeg egentlig, at vi havde fået to røde som Enzo og to Fie-farvede, men jeg er blevet lidt i tvivl om de røde - dvs. om HVOR røde, de er Vi glæder os MEGET til at se de dejlige små vokse op | |||
16. august Så er hvalpene snart et døgn gamle. Det er SÅ mærkeligt at tænke på i går. Natten har været blandet - rolig og urolig. Fie har gispet en del, hvilket er helt normalt. Der har været lidt hvalpepiv, hvilket også er helt normalt - og så har Fie haft et par urolige ture. Hun fik vand og mad og faldt til ro igen. Jeg forstår GODT, at Fie har gispet. Hold op, hvor der er kraft og sug i firlingerne. I går efter fødslen, var der kun mælk i de to bagerste patvorter. Børnene må have suget godt til i de andre - fortæller vægten Henrik gik en lille tur med Fie for en times tid siden - for at få hende til at tisse mm. Hun har, såvidt vi ved, ikke tisset eller andet overhovedet siden jeg ved ikke hvornår - mandag måske. Mens hun var ude, vejede jeg hvalpene og skiftede hvalpetæppe. Det er normalt, at hvalpe taber sig lidt de første døgn. Vores gør ikke Lys pige: Vægt i går: 528 gram. Vægt i dag: 530 gram. Lys dreng: Vægt i går: 512 gram. Vægt i dag: 558 gram. Mørk pige: Vægt i går: 502 gram. Vægt i dag: 534 gram. Mørk dreng: Vægt i går: 442 gram. Vægt i dag: 490 gram. RET FLOT! Efter vejning blev hvalpene lagt i en kurv, for at jeg kunne skifte hvalpetæppe. De faldt straks i søvn - og sov videre, da jeg løftede dem over i kassen. Det er mætte og tilfredse hvalpe, vi har | |||
I går | |||
Så er mor hjemme igen | |||
Senere onsdag Tjek LIGE de bagben på den lyse han - som også er kuldets største Fie er en fantastisk mor Hun nusser og pusser om sine hvalpe og forlader dem MEGET nødigt. Hun har også fået "husky-manerer" - råber op a la huskyer, når der er et eller andet. Fx kunne hun ikke helt finde ud af, hvad hun skulle gøre, da Lina og Kela skulle i skoven. Hun PLEJER jo at komme med, så det ville hun gerne - men nej, det ville hun alligevel afgjort ikke. Denne forvirring affødte bunker af snak. Planen var, at Fie så skulle tisse i haven, mens de gamle hunde var ude. Jeg rendte rundt for at få hende til at BLIVE i haven (ikke gå ind til børnene) og så tisse. Fie rendte rundt og råbte op. Efter et par minutter på den måde satte hun sig endelig og tissede en kæmpe tår. Jeg var meget meget glad, for dyrlægen havde sagt, at tissede hun ikke i dag, skulle hun tjekkes. Åh ikke flere ture til Karlslunde Dyrehospital foreløbigt - tak. Henrik filmede en lille smule i går og har filmet en lille smule i dag. Måske kommer der en film senere i dag. Hvis ikke, kommer den i morgen | |||
17. august | |||
Jeg starter lige med noget trist: Vi måtte sige farvel til Fies bedsteven, Sulejma, i går. Hun blev 16 år. | |||
Disse
fire små bamser er sååååå dejlige. De kan gerne brokke sig over ikke at
få den bedste patvorte, men det meste af tiden er de udsøgt
fredsommelige, mætte og tilfredse. Den lyse han vejer nu 600 gram - har
taget 188 gram på på 1½ døgn, hvilket er RET vildt. De tre andre vokser
også fint fint - og Fie fjerner sig nødigt fra dem mere end et lille
bitte øjeblik ad gangen. I nat har vi ALLE fået sovet - jeg fx otte timer i træk. Åh, hvor vi trængte Jeg forsøgte mig med et par "portrætfotos" tidligere i dag. Dem får I her: | |||
mørk dreng | lys dreng | ||
lys pige | mørk pige - og næsen skal nok blive mørk også | ||
Fie er en smule træt af mig og kameraet indimellem, men jeg prøver at fortælle hende, at jeg da MÅ tage billeder. He he. Jeg tror, hun er lidt mere touchy p.gr.af kejsersnittet - eller også er det "bare" fordi hun er førstegangsmor - eller fordi hun er rød som en løvemor | |||
"Er du snart færdig med at fotografere?" | Børnene bliver passet efter alle kunstens regler | ||
Lina og Kela SKAL da også være med De er begge meget interesserede i hvalpene - især Kela, der må anmodes om IKKE at gå i hvalpekassen, når Fie er i haven for at tisse mv. De to synes vist også, at der bliver gjort lige lovlig meget stads af Fie og børnene - eller ihvertfald synes de, at det er uretfærdigt, at Fie får mad ustandselig, når DE ikke gør. I går fik de gamle hunde dog et kødben og var glaaaade De nyder også at komme i skoven bare de to. Så skal der leges, og Kela tager sig nogle gevaldige glade spurteture. Sine ni år til trods er Kela stadig Kela fjantefis | |||
18. august Jeg SYNES egentlig, at vi har haft rigeligt med drama. Men nej. I går eftermiddag syntes jeg, at Fie ikke virkede helt OK. Hun var uinteresseret i mad og gispede meget. Det er normalt at gøre, når hvalpene dier, men ikke så normalt, når de ikke gør - og i det omfang, Fie gjorde det. Ved seks-tiden tog jeg hendes temperatur. Den var 39,6 = feber. Åh nej. Jeg ringede til Karlslunde Dyrehospital og aftalte med dyrlægen, at vi lige skulle se tiden an. Næste temperaturtagning viste også 39,6 - men så steg den til 39,9. Henrik kørte afsted med stakkels stakkels Fie. Hun fik et skud antibiotika på dyrehospitalet - har formodentlig en infektion i livmoderen. Hvalpene tog det fint, at mor var væk - altså lige bortset fra mørk han (herefter kaldet Ganto), som var lidt urolig. Så lagde jeg en bamse i hvalpekassen og lagde hvalpene hos bamsen. Ganto faldt til ro | |||
i går aftes | mens mor er på hospitalet.... | ||
Inden
jeg konstaterede, at Fie havde feber, havde jeg sat en høne over - for
at få hende til at spise. Hønen var færdig, da hun og Henrik kom
tilbage fra Karlslunde - og Fie åd det meste af den. Hun er ikke på toppen i dag - gisper stadig en del og er ikke glad, men temperaturen er faldet til 39,1, og hun spiser og drikker og har været et smut i haven for at tisse. Vi håber SÅ meget, at vores vidunderlige Fie lige straks er helt rask og "smilende" som hun plejer Hvalpene passer hun helt fantastisk - og de tager effektivt på. I dag har vi vægtstigninger på mellem 58 og 88 gram. Alle vejer over 600 gram, og lys han nærmer sig de 700 - Og hvorfor kalder vi mørk dreng for Ganto? Jo. Det gør vi, fordi Maria og Jeppe, der skal have en af drengene, gerne vil have det navn til deres hvalp. HVIS det så er lys dreng, de skal have, bytter vi bare rundt på navnene Christina og Jesper, der skal have en af pigerne, vil gerne have navnet Mille. HOV, det er jo ikke med G! Næh, men så kalder vi da bare en af pigerne for GaMille Jeg tror, det passer bedst til lys pige. Jeg er selv glad for følgende navne: Gizmo, Gonzo, Gaius, Gaia, Ganza, Gabby, Gilja og Genia. | |||
Senere fredag Temperaturen er nu 38,7 og dermed normal. Fie er ikke på toppen, men hun har det tydeligt bedre. De små fede firlinger har det stadig storartet | |||
Roomservice til Fie | |||
19. august Så har hvalpene fået foreløbige navne - Gormsen, Gabbi, Ganto og Gamille | |||
Gormsen (lys dreng) - 788 gram | Gabbi (lys pige) - 714 gram | ||
Ganto (mørk dreng) - 700 gram | Gamille (mørk pige) - 708 gram | ||
Det går fremad med Fie. Vel foretrækker hun stadig at få maden serveret i hvalpekassen, men hun er meget meget mere rolig i dag - ikke gispende af betydning. Det er SÅ dejligt Vi håber inderligt, at Fie er på vej til at være rask. | |||
20. august I dag har Fie været på sin første lille tur i dagevis. Den gav mig tårer i øjnene - af rørelse. Kela var bare SÅ kær - prøvede på alle mulige måder at få Fie med på leg. Kela hoppede og dansede og gik i legebuk omkring Fie. Det var ikke på den vilde måde, som når hun vil lege med Lina. Det var ren opmuntring, og det lykkedes hende faktisk at få Fie til at løbe en lille bitte smule efter sig Lina luntede rundt og snusede et stykke bag os, som hun plejer. Hun fik så til gengæld lov til at være ufrivillig fotomodel. He he. En prof fotograf tog billeder af en hund. Da vi så passerede stedet med fotograferingen - som nu var færdig - roste fotografen Lina, Kela og Fie til skyerne - "smukke smukke smukke hunde". Jeg takkede og gik videre - med Kela og Fie. Lina var stadig noget bag os. Da hun så nærmede sig fotografen, lagde han sig ned og knipsede løs. Lina syntes, han var underlig og skred væk fra hans kameralinse. He he. Natten har været helt rolig, og det var faktisk de gamle hunde, der lagde ud med at vække mig klokken halv seks. Fie fulgte med i vækningen - men helt fredsommeligt. Alle fik morgenmad - Fie stadig skånekost - som hun ikke gad spise. Det ER altså lidt mærkeligt. Hvis Henrik giver hende mad, spiser hun selv. Hvis jeg giver hende mad, forventer hun håndfodring. Hmmm. Da Henrik sov, måtte jeg så håndfodre. He he. De små bamser har det storartet - spiser og sover og maver sig indimellem lidt rundt. Nu, hvor Fie er så klart i bedring, giver jeg mig selv lov til at "snuppe" en hvalp nu og da for at kæle. Det er vigtigt, at de små er i menneskehænder fra start, men jeg har ikke villet stresse Fie med at tage hendes børn - bortset fra i forbindelse med vejning og skift af hvalpetæppe - mens hun var syg. Hun bryder sig jo afgjort IKKE om, at hendes børn er andre steder end hos hende | |||
Gabbi - vildbasse med golfsko | Gormsen hin lille fedling | ||
Gamille den lille blide | Ganto hin fredelige | ||
21. august Fie foretrækker stadig roomservice - og kylling. Hun BØR spise sin dåsemad (hvalpefoder), men hun gider ikke. Jeg får lokket lidt af det i hende indimellem - iblandet kylling. Det kan konstateres, at Gabbi pt. er en skrigeunge Hun kæfter temmelig meget op, hvis et eller andet ikke lige er, som det bør være - fx at patvorten ikke er lige for snuden af hende. He he. Ganto er lige så fredelig, som Gabbi er råbende. Dog er hele kuldet faktisk generelt meget meget fredeligt. De behøver jo heller ikke at kæmpe om patvorterne, når de kun er fire - og mælk er der nok af. Hvalpe skal gerne fordoble fødselsvægten indenfor 8-10 døgn. I dag er hvalpene 6 døgn, og Ganto har fordoblet SIN fødselsvægt. Gormsen, Gamille og Gabbi mangler lidt over 100 gram for at have fordoblet deres. Fie var igen i dag med mor og mormor på tur. Denne gang med Henrik. Mens hun var væk, fik jeg vejet hvalpene og skiftet tæppe i hvalpekassen. Det tog de små med udsøgt fredsommelighed. Først blev de lagt i en kurv efter vejning - og siden i hvalpekassen, da jeg havde fået skiftet tæppet. Det er egentlig ikke, fordi tæppet bliver meget beskidt. Fie bløder, stort set, ikke mere, og hun sørger så fint for at holde hvalpene rene. Men når hun går i haven, slæber hun selvfølgelig jord med ind. Jeg fik også lige støvsuget i køkkenet, mens Fie og co. var på tur. Alle hverdagsting har været skubbet til side den seneste uges tid. Køkkenbordet har været (ER - he he) et kaos af kylling, kyllingevand, ris, dåser, skåle med ikke spist mad, medicin osv. osv. Men jeg har IKKE taget temperatur på Fie i dag, og jeg har IKKE været bekymret for hende i dag. Hun har faktisk sågar ligget og slappet af i stuen en lille stund. Det er første gang siden tirsdag, at hun har ligget ned udenfor hvalpekassen. Måske kommer der en lille film senere i dag. JEG har filmet lidt Om mit filmeri er brugbart finder Henrik lige ud af. | |||
først møfler man lidt rundt i kurven efter vejning | så falder man i søvn | ||
og sover videre i hvalpekassen | |||
Senere mandag Der er skisme sket noget på bare seks døgn - noget fx med sammenlagt 1658 gram. Men billederne herunder siger vist mere end noget med gram - Og så er der en ny film. Klik HER for at komme til Catalejmasbiografen. | |||
15. august | 21. august | ||
VIDERE TIL G-KULDETS ANDEN UGE | |||
TILBAGE TIL FORSIDEN | TIL G-KULDETS INDEX |