SIDSTE NYT
maj 2013 - august 2013
27. maj
Jeg er ikke i tvivl om, at Kela er drægtig. Hun er tydeligvis i indadvendt humør og vogter på Lina - venligt men bestemt. Da de skulle finde lidt godbidder i haven, fik Lina et lille knurr, da hun gik efter samme frolic som Kela :o) Efterfølgende lagde Kela sig med et gammelt kødben et øjeblik - og gik så ind igen.
Kela bliver desværre nødt til at acceptere endnu et dyrlægebesøg. I morgen skal hun vaccineres mod herpes. Dette har vi ikke gjort før, men nu har jeg lissom HØRT om, at dette kan være en idé - at hvalpe kan dø, hvis moren får herpes. Bare tanken gør, at jeg bliver nødt til at få vaccineret.

- Og så skal der lyde et tusind tak til Mette, der har Dina, for svar på spørgeskemaet - og tusind tak til Kristina, der har Elaika, for svar på samme og for dejlige billeder af skønne, skønne Laika, som hun kaldes til daglig. Hvor er det godt at høre, at begge tøser er fine hunde :o) Her er et LINK til siden med hvalpebeskrivelser.
Også tak for mails fra nogle af jer, der er skrevet op til en Kela/Alaskahvalp. Det er så dejligt at mærke jeres varme interesse - og det er jo også en af grundene til, at jeg opdaterer en lille smule ofte :o)
Senere mandag
Denne opdatering kommer bare, fordi Henrik har klippet en lille film sammen. Egentlig syntes han ikke, at han havde fået taget noget brugbar film. Han var jo mest opmærksom på at være der for at støtte Kela. Jeg så hans klip, og syntes faktisk, at der godt kunne laves en fin lille film om Kelas og Alaskas date. Klik HER for at komme til filmsiden.
I øvrigt var det vist godt, at vi kom afsted lørdag. I dag vil Kela IKKE finde sig i hanhunde - var ved at "æde" en i skoven, da han var så uhøflig at snuse til hendes bagdel.
Den opmærksomme kan se det ændrede udtryk i Kelas øjne - eller også er det bare mig, der kan :o) På Kelas højre forben ses den bare plet, hvor hun er blevet barberet forud for blodprøver.
- Og endnu en ændring i Kelas adfærd: Hvor hun ellers altid skal bide i Linas halsbånd, når vi skal i skoven ("kom nu mor"), var der ikke ansats til dette, da vi skulle på luftetur i formiddags. 
28. maj
Nu er det ikke, fordi der kommer daglige opdateringer :o)
I dag var så femte dyrlægebesøg indenfor de sidste 14 dage. Selv om Kela ikke er så vild med den slags, går hun mærkeligt nok med høj haleføring og glade ører ind til dyrlægen. Det er først, når hun er inde i venteværelset, at hun beder om at komme ud igen. Hun klarede igen besøget fint og tog imod sin herpesvaccination uden et kny. Derefter fik jeg en god snak med den meget søde dyrlæge - om at få dyrlægebesøg efter fødsel, om scanning og et par andre ting. Jeg har nu bestilt tid til scanning den 17. juni.
Kela knurrer stadig lidt af Lina - men kun ganske lidt. Det meste af tiden nusser hun gerne med sin mor. Lina må bare ikke snuse hende i rumpen.

Sulejma holder meget af at gå aftentur med hundene

Lina og Kela holder af deres udendørs vandskål (hvor vi har et lille springvand)
I dag er det C-kuldets fødselsdag. Hurra, hurra, hurra. Og jeg havde glemt det!!! Hvor pinligt - og tusind tak Susanna og Karin (gæstebogen).
Tænk, at jeg kunne glemme vores aldeles vidunderlige C-kulds fødselsdag? Vores fantastiske ottelinger. Aldrig vil jeg glemme den nat - og den morgen, hvor Henrik og jeg drak champagne klokken 7 og var nærmest eurforisk speedede af glæde. Lina havde født præcis de hvalpe, der var ønskede rundt omkring i Danmark. Det var så stort så stort.
Allerhjerteligst tillykke til Caisa, Charlie, Celia, Chiwas, Celina, Cæsar, Cenja og Chili.
PS. Fødselsdagsbilleder vil blive modtaget med stor glæde.
29. maj
Endnu en helt særlig dag for Kennel Catalejmas. For fire år siden fik vi vores allerdejligste B-kuld. For to år siden fik vi vores allerdejligste D-kuld.
Hjerteligt tillykke til Benito, Babushka, Buster, Barco, Beluca, Bastian og Bianca.
Hjerteligt tillykke til Django, Dina, Darco og Dino.
Fødselsdagsbilleder af disse 11 vidunderligheder modtages også med glæde :o)
1. juni
Tusind tak til Chivas familie for billeder af dejlige Chivas. Han er en vidunderlig mild og skøn hund, men hans ører gad desværre ikke rejse sig. I dag ved jeg, at man kan hjælpe ørerne op at stå, hvis de er lidt "dovne". Det vidste jeg ikke dengang. Chivas er heldigvis ikke mindre dejlig eller elsket af den grund :o) og der kommer svar på spørgeskema en af dagene, er jeg blevet lovet. Det er simpelthen så godt, at I hvalpefamilier gider tage jer tid til at svare. 

lille Chivas 8 uger

store Chivas 3 år

- Og tusind tak til Birthe for dejlige billeder af Buster og Django - Linas søn og Kelas søn. Her får vi billeder fra to år, og billeder af et helt særligt forhold mellem to hunde.

"Var der nogen, der sagde bedste venner? Django fulgte Buster meget tæt nærmest fra dag 1 og det er han så blevet ved med lige siden til stor fryd for hele familien, hunde som mennesker - og en lille smule irritation for Buster en sjælden gang imellem....
Det meste af tiden er Buster nu tålmodigheden selv, når det gælder Django, der får overordentlig lang snor. Nogle gange virker det som om, han stadig kører på hvalpelicens" (Birthes ord)

Det er sjovt at se forskellen på Buster og Django. Her er de forskellige fædres gener slået godt igennem på benstammerne. Busters far er en kraftigt bygget eurasier. Djangos far er en spinkelt bygget eurasier. Begge er aldeles dejlige :o) og det er så skønt at høre om den store glæde de har af hinanden. Birthe har lovet at svare på spørgeskemaer "lige straks".

- Og her er så en lille varm billedhistorie om Buster og Django:
Der er sørme også kommet fødselsdagsbilleder af smukke Darco - bror til Django. Tusind tak til Line, Birthe og Lars - også for svar på mit spørgeskema. Link til spørgesiden er HER. Darco er stadig en dejlig, glad og velopdragen vovse :o)
I dag er Kela så en uge henne i sin drægtighed. Hendes befrugtede æg er på vandring til livmoderhornene - en vandring de vil fortsætte med en uges tid endnu.
Gad vide, hvordan det besluttes, hvilket af de to horn æggene skal til? "Smut videre æggesøster. Dette horn er optaget!" 

I dag har vi haft besøg af endnu en dejlig familie. Det er altid hyggeligt at møde mulige kommende hvalpefamilier - og spændende. Vi SKAL jo lissom være sikre på, at vi sender vores hvalpe ud til verdens bedste eurasierfamilier - sådan cirka :o) Familierne skal også være sikre på, at de har lyst til at få en hvalp fra lige præcis os og Kela (og tidligere Lina). Det kunne jo tænkes, at nogle synes, at Henrik og jeg er dumme, og at Kela en rigtig grim hund. Mht. det sidste, har vi endnu ikke mødt nogen, der synes dette. Mht. det første har ingen endnu sagt, at de synes dette
Vi blev (super fornuftigt) spurgt til dette med at lave den samme kombination en gang til, inden det tidligere kuld er tjekket (for HD, AD og Patella). Til kommende hvalpefamilier vil jeg sige: JA. Vi laver et sats hér. Principielt kan vi risikere, at kombinationen Kela/Alaska ikke er god mht. HD, AD og Patella. Når vi gør det alligevel, er det dels fordi ingen af hvalpene i E-kuldet har vist nogen tegn på dårlig hofter, albueled eller knæled, dels fordi disse tre sygdomme ikke er et generelt problem hos eurasieren, og afslutningsvis fordi både Kelas og Alaskas linjer er super fine også på disse felter. Og så  er vi altså meget meget glade for Alaska og hans temperament - som sammen med Kelas har givet super gode temperamenter i E-kuldet.

Oh at ligge i skyggen i haven og nyde livet i fulde drag
2. juni
I dag tog Lina og jeg en lille tur ad "Memory Lane". Kela fik lov at komme med :o)
Lina trådte sine hvalpepoter på Anemonevej i Hundested. Her i byen bor min søster og svoger, som jeg lige fik lyst til at besøge i dag. På vejen kørte jeg forbi Anemonevej. Da jeg drejede op ad vejen, der fører til vejen, der fører til Anemonevej, reagerede Lina med glad opmærksomhed og piv. Hun og jeg flyttede fra Hundested februar 2006 - men hun husker stadig stedet. Fantastisk! Efterfølgende kørte vi ned til den strand, vi plejede at gå tur på - dvs. strand OG klinter. Jeg fatter faktisk ikke, at jeg turde lade lille Lina gå løs på de sindsygt høje klinter. I dag turde jeg ikke lade Kela gå løs, fordi hun er så nygsgerrig og fluks søgte mod kanten for at kigge ned. SNOR PÅ!!!
Denne side har på det seneste hovedsageligt handlet om Kela. I dag handler om min/vores ufatteligt højt elskede Lina

Lina - 4½ måned ved St. Karlsminde/Hundested

Lina - 8 år + et par måneder ved St. Karlsminde/Hundested
4. juni
Billedet her til højre ville være mere eller mindre utænkeligt for 14 dage siden, hvor Kela IKKE gik bag mig og i Linas sløve efter-løbetids tempo.

Nu er der kun 13 dage til scanning. Det er 12 for meget

Henrik har bedt mig om at vente med at købe vildt ind til hvalpene. Æv - og he he. Jeg har faktisk ikke noget shoppegen - medmindre det handler om hunde eller børnebørn.
8. juni
I dag for 35 år siden fødte jeg min Cecilie. I dag for 19 år siden købte jeg en halv gammel gård og drev skole her i 14 år. I dag for 8 år siden hentede jeg Lina hos Kennel Milaikas. I dag for to uger siden blev Kela parret  De små embryomer skulle nu gerne have fundet deres plads. Størrelsen er lidt under 1 cm.
- Og så har vi fået endnu et svar på spørgeskemaet. Tusind tak til Laila - også for billeder af dejlige Misha - datter af Kela og Alaska. Link er HER.
I dag mødtes Lina, Kela og jeg med Rie og Leiko, fordi jeg bildte mig ind, at jeg havde lavet en aftale med Jonathan og Anna, der er skrevet op til en hvalp. De ville gerne hilse på Leiko og få en snak med Rie om det at have en haneurasier. Jeg havde så lige kludret i det, så det blev "kun" Rie og Leiko, tøserne og jeg mødtes med. Men det var som altid hyggeligt at gå en tur i skoven og på engen med de to.
Nu er der kun ni dage til scanning. Jeg glæder mig MEGET - men frygter da også en lille smule. Tænk, hvis der ingen hvalpe er i Kelas mave........ Hmm. Selvfølgelig er der det. Hun har taget på og opfører sig på alle måder som en drægtig tæve. 

Misha knuselskes af Maj (og resten af familien)

kære Kela med kvalme :o)

mor og søn
11. juni
Så er græsset slået på marken. Jeg håber, det ikke gør noget, at vi går en lille smule på det. Hundene finder det meeeeget spændende - måske kan de dufte mus. På en varm dag som i dag er det dejligt bagefter at komme ned til søen og få lidt vand samt kølet poterne.
Der er nu kun fem ventedage til scanning :o) Kela vogter indimellem på Lina. Jeg har ikke helt fundet ud af, hvad hun egentlig reagerer på, når hun får det vogtende blik i øjnene. Men Lina synes at vide det, for hun skynder sig at berolige Kela med slik i datterens mundvige. De er simpelthen så søde sammen, de to.
Henrik og jeg er gået i gang med et større hjemmesidearbejde. For Henriks vedkommende gælder det, at han skal ændre et eller andet ved film fra A-, B-, C- og ½D-kuld, så man ikke skal klikke frem og tilbage for at se dem. Derefter skal jeg sørge for at det nye bliver uploadet, og så skal jeg have ført hvalpenes egne sider ajour. I første omgang er jeg gået i gang med at finde billeder. Der kommer ikke MANGE af hver hvalp, men et par stykker eller fem (hvis jeg har fået billeder), så man kan følge hver enkelt hvalps udvikling. 

Lina holder af at stå op, når hun spiser - her et tyggeben. Hundene er RET glade for skyggen under havens træer

12. juni

Linas hang til at have hovedet ud af vinduet i bilen afføder mange smil og kommentarer :o)
I går blev marken ryddet, hvilket måske var det, der i dag fik Lina til at gå en tur for sig selv - på musejagt. Hun spadserede målrettet derudaf med vejrende snude.  Normalt vil Kela prøve at få mor med på en leg på marken, men ikke pt. Kela blev hos mig og spiste græs :o) 
Kela og jeg gik videre og lod Lina gå sine egne veje. Faktisk elsker jeg, når hundene går deres egne veje - med måde :o)
På Lillebjerg (som ligger ved siden af Storebjerg - he he) standsede jeg op og kaldte på Lina - og kaldte igen på Lina - og kaldte igen på Lina. Så kom jeg lige til at kigge bag mig, og der stod hun og gloede glad med et "hvad råber du for?" udtryk. 
14. juni
Herunder ses et hvalpefoster på 21. dagen. Kela er i dag på 21. dagen og dermed sådan cirka en tredjedel henne i drægtigheden. 
- Og så kommer der ikke flere opdateringer før på mandag efter scanning :o)
Dette er ikke en opdatering. Det er bare en uskarp aftentur med hunde og kat i villakvarteret :o)
17. juni
Lad mig indlede med at sige, at håbet lever endnu........... men dyrlægen så ingen små hvalpeblærer i Kelas mave. Der så ud til at være et eller andet i Kelas livmoder, men hvad vides ikke. Da jeg er sådan indrettet, at jeg ikke finder mig i skuffelser, ringede jeg til en anden og meget garvet scannerdyrlæge, da jeg kom hjem. Jeg ville sørme have en second opinion  og var klar til at snuppe endnu en scanning i dag. Men denne dyrlæge sagde, at man skal være meget heldig for at se noget på dette tidspunkt - og hjerteslag kan man slet ikke se, sagde hun.
Scannerdyrlægen var lige så skuffet som jeg - næsten ihvertfald. Hun tilbød en gratis ny scanning. Så nu må vi vente til på torsdag, hvor Kela vil være på sådan cirka 26. dagen. Tidligere HAR vi jo også først scannet på 28. dagen.
Jeg KAN simpelthen ikke tro, at Kela ikke er drægtig - men måske skal jeg forsøge at indstille mig på, at dette kan være tilfældet. Det synes Henrik, at jeg (vi) skal. Hmmm. Jeg nægter 

Der ER hvalpe i denne hunds mave!!!!

- Og Sulejma prøvede at opmuntre mig lidt ved at være fjollet
20. juni
Denne opdatering har jeg slet ikke lyst til at lave. Dyrlægen fandt ikke nogle hvalpefostre i Kelas mave i dag heller - dvs. der VAR et eller andet, men hun mente ikke, at det var en hvalp, fordi hun ikke kunne se hjerteslag. Morgendagens scannerdyrlæge fortalte, at man ikke nødvendigvis kan se hjerteslag før på 28. dagen, som er lørdag. Mit håb er ikke slukket, selv om jeg nok må indstille mig på, at mine besværgelser ikke virkede. I morgen scanner vi for tredje gang - som jo siges at være lykkens gang :o)
Hvis der virkelig ikke ER nogle hvalpe i Kelas mave, skal jeg nok prøve at hjælpe jer, der er skrevet op til en Kelahvalp, med at finde en hvalp et andet sted. Jeg er ked - på både egne, men især på jeres, der har glædet jer til en Kelahvalp, vegne. Håb med mig
21. juni
Hvad pokker der er gået galt kan ingen sige. Men desværre desværre desværre skal vi ikke have hvalpe. Naturen ville det anderledes end vi. Dagens scannerdyrlæge har ikke tidligere hørt om falsk drægtighed så tidligt, så det er meget meget mærkeligt, at Kela har opført sig fuldstændig som om, hun var drægtig umiddelbart efter parringen.
Jeg vil nok bruge et par dage på at spekulere i lange baner over, HVORFOR - og aldrig finde ud af dette. Måske synes Kela, at hun vil have hvalpe med forskellige hanner? Når jeg har tænkt færdig, vil jeg gå i gang med at håbe på, at Kela tager en lang løbetidspause, så vi kan parre fx i februar.
Jeg er SÅ ked af det over ikke at kunne give jer, der er skrevet op hos os, en Kelahvalp. Jeg håber, I finder en aldeles vidunderlig hvalp et andet sted. Send mig en mail, så skal jeg gerne hjælpe. I kan også tjekke hvalpekuld hér http://www.eurasierklubdanmark.dk/index.html
29. juni
Det har godt nok været lidt svært at komme over skuffelsen - at reprogrammere hjernen fra "vi venter hvalpe". Jeg griber stadig mig selv i at gå at kigge på Kelas mave. Hmmm. Maj, der har Alaska og er dyrlæge, skrev til mig, at hormonel ubalance kan have været skyld i den manglende drægtighed. Denne hormonelle ubalance har nok været grunden til, at Kela tog to kilo på meget hurtigt. Dem har hun nu tabt igen. Nu håber vi på to ting: At begge Kelas T4-tal er fine, når vi retester hende, og at hun venter med at komme i løbetid til januar/februar. Dette er ikke utænkeligt, da Kela tidligere har haft 8 måneder mellem løbetider. Hun veksler mellem 5-6 måneder og omkring 8 måneder. 
- Og så lige et par billeder - to fra Sankt Hansfejring på engen og et af dejlige Eida hjemme i haven. Tusind tak til Gisela for det.
Henrik, hundene og jeg skal til Hvide Sande/Haurvig i uge 31. Her vil vi lave et hvalpetræf for vores jyske hvalpe.
I slutningen af august laver vi et hvalpetræf i Farum - eller ihvertfald på Sjælland.

Leiko - med mor og søster bag sig

Eida, Kela og Lina

Eida
30. juni
Herunder er et ganske særligt billede. For fire år siden - cirka - købte Henrik og jeg en ny hundeseng til Lina. Hendes gamle var for lille, for slidt mv. Vi købte den nye i dyre domme i Ringkøbing - men Lina har NÆGTET at have noget som helst med denne nye tingest at gøre. Kela har brugt den. Hvalpe har brugt den. Men Lina? Nixen. I dag har hun ligget i den for første gang. Hvorfor aner vi ikke. Men den klæder hende - og/eller omvendt
Billede to viser, at vi ikke har lært hundene at lade være med at tigge - eller rettere: at vi beklageligvis har lært dem, at det kan betale sig at tigge. Jeg tog billedet med et kamera i den ene hånd og et kyllingeben i den anden. He he.
PS. Lina og Kela fik selvfølgelig en lille bid af mit kyllingeben. Hvem kan modstå disse øjne? Jeg kan ikke.
12. juli
I DAG ER DET E-KULDETS FØDSELSDAG - HURRA OG HURRA.
Tænk, at der allerede er gået et år fra vi havde de syv små vidunderligheder boende på Drosselvangen.
Henrik og jeg ønsker kæmpe stort tillykke til Eddie, Eida, Eiko, Elaika, Enrico, Enya (nu Misha) og Enzo.
Fødselsdagsbilleder vil blive modtaget med stor glæde :o)
26. juli
Så har Lina, Kela og jeg lige været et par dage i sommerhus. Vi varmede op til turen til Vesterhavet :o) Henrik, hundene og jeg tager afsted i morgen. En af sønnerne kommer og passer hus og kat.
På onsdag afholder vi hvalpetræf i Haurvig/Hvide Sande. Vi håber, at ikke alle vores hvalpefamilier er på ferie.
Lørdag den 24. august holder vi hvalpetræf  i Farum eller omegn.
Hundene og jeg havde nogle dejlige dage i Ellinge Lyng - og de firbenede levede godt. De fik nemlig ossobuco, da jeg havde glemt at få briller med på indkøb. He he. Jeg SÅ et skilt med kraftben - og tog så en pakke ossobuco i den tro, at dette var kraftbenene.
Indimellem viser Kela stadig tegn på sin falske drægtighed - hun graver i hvadsomhelst. Det VAR jo også i disse dage, hun skulle have født. Naturen er DÅM nogle gange, men man må jo finde sig i den :o)

Det var VARMT at være eurasier

Kela fik virkelig trænet "gå på mærkelig bro"

Hundene nød det lave kølige vand

Lina ville gerne have Kela med på en leg i vandet

men Kela ville helst bare gå tur med mig derude

Sommerhuset blev tømt, så jeg kunne gøre rent. Kela syntes, det var hyggeligt, at hundesengene kom ud på den overdækkede terrasse.
4. august
Oh, hvor vidunderlige dage i Haurvig :o) For Lina og Kela var de nok lige lovligt varme. Hundene lå ikke så meget i det høje græs, som de plejer, men søgte skygge, hvor den var at finde.
Onsdag havde vi jo inviteret til jysk hvalpetræf. Det var ikke fordi, der var den heeelt store tilslutning :o) men hvor var det dejligt, at Leika, Rico og deres familier havde tid og lyst til at kigge forbi Haurvig. Vi var jo også godt klar over, at det kan være svært at samle folk i sommerferien.
Leika slægter sin mor meget på. Rico slægter sin far på. Dette ikke så meget med hensyn til farverne, men med hensyn til ansigtsudtrykket. At det var teenagehunde, vi fik på besøg, var der ingen tvivl om. De lukkede af for hørelsen, når der var noget spændende i farvandet - dette være sig andre hunde, søde mennesker eller en sjov lille hare. SMUT - så var de strøget - og sikrede motion til deres ejere. He he.
Jeg må blankt erkende, at Lina og Kela var dårlige hundeværter. De brummede af "ungerne" - gad dem overhovedet ikke. Kela lagde, efter nogle timer, an til en lille smule leg med sine børn, men da de to var lidt for interesserede i forbipasserende og Rico måtte i snor, blev der desværre ikke så meget leg ud af det. Pyt med det. At Leika og Rico stadig er de allerdejligste hunde på alle måder er vigtigst - og de havde det dejligt med hinanden. Tak for en rigtig hyggelig eftermiddag/aften til Hanne, Peter, Kristina, Marco, Anders og Peter PLUS hunde :o)
Når Henrik har fået tjekket sin råfilm, kommer der nogle levende billeder fra vores minihvalpetræf.

Leika er stadig glad for sandkasser

Rico er stadig et Columbusbarn

Henrik og hundene venter på "børnene"

- Og så har vi spist aftensmad
Efterhånden som Lina er blevet ældre, ændrer Kela rolle. Hun er blevet SÅ beskyttende overfor både sin mor og Henrik og mig. Hvor hun før ikke har turdet gå i vand med bølger, blev disse nu forceret, når vi mennesker badede. Lina bliver nusset og pusset ustandselig. Det er simpelthen så kært at se Kela træde i karakter.
I får også lige et par fuglebilleder. Udenfor stuens vinduer var flere fugleunger, der blev fodret af deres mødre. Henrik fandt på at smide brød til dem - og sætte vand til dem. Herefter havde vi et leben af bl.a. vipstjerter, grønirisk (tror vi nok), strandspurve - og så stære, der samledes for at spise blåbær i "haven".

efter en aftensvømmetur er der kaffe
Tusind tak til Anja for billeder af dejlige Luka (Linas datter) og Bjanka (Linas barnebarn og Kelas niece). Som det kan ses på det ene billede, har der været TEMMELIG meget underuld på Luka :o)  
Gå til næste omgang sidste nyt
TILBAGE TIL FORSIDENTILBAGE TIL SIDSTE NYT - INDEX